Brand i lejlighed i Søndergade: 70-årig mand fundet bevidstløs
Weekenden bød på to alvorlige brande i Frederikshavn. Som omtalt i går døde en 50-årig kvinde i en brand søndag formiddag på Gl. Skagensvej. Fredag aften blev en 70-årig mand fundet bevidstløs i sin lejlighed i Søndergade. Han blev svært røgforgiftet, men er uden for livsfare.
Beboere i ejendommen i Søndergade kunne fredag aften lugte røg. Politi og brandvæsen blev alarmeret kl. 19.29.
Det lykkedes at finde frem til den lejlighed, hvor røgen kom frem. I lejligheden fandt mand en 76-årig mand, som var bevidstløs.
Der blev ydet førstehjælp på stedet, og manden blev indlagt på sygehuset.
- Han er uden for livsfare, og hans tilstand er stabil, men han blev svært røgforgiftet, siger politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Som omtalt i går omkom en 50-årig kvinde i en tilsvarende brand søndag formiddag på Gl. Skagensvej i Frederikshavn.
Politiet vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at der ligger forbrydelser til grund for de to brande. Der skal i dag foretages tekniske undersøgelser både på Gl. Skagensvej og i Søndergade.