Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.11.2021 | Af: Michael Frederiksen

Byrådsmøde med stor uenighed mellem V og S

Det var bestemt ikke enighed, som prægede onsdagens byrådsmøde i Frederikshavn Kommune - det første af slagsen efter kommunalvalget. Sagen om halharmonisering var en af flere, hvor Venstre og Socialdemokratiet var uenige.

 

Det går mildest talt ikke efter planen, når det gælder arbejdet med halharmonisering, det vil sige en mere retfærdig, gennemskuelig og ensartet tilskudsordning til de selvejende institutioner og haller i Frederikshavn Kommune.

Der blev stillet hele tre ændringsforslag på byrådsmødet. Alle tre gange var Venstres syv medlemmer og Socialdemokratiets 20 byrødder uenige. Det endte med, at Socialdemokratiets forslag blev vedtaget med stemmerne 22 mod 7.

Det betyder, at arbejdet med ikke bare halharmonisering - nej, hele tilskudspakken til foreninger, klubber, spejdere med flere - skal kigges grundigt efter i sømmene af det nye Kultur- og Fritidsudvalg.

Og her var det så, at Bjarne Kvist på vegne af Socialdemokratiet foreslog, at de selvejende haller og foreninger skal involveres i dette arbejde, inden der træffes en endelig beslutning.

- Vi har lært af historien fra maj 2019
Venstre krævede specifikt, at ordet "halharmonisering" kom med i indstillingen. Det krav var der ikke flertal for.

- Vi har lært af historien fra maj 2019. Det er alfa og omega, at vi får halharmoniseringen på plads, hvis vi skal komme i mål, forklarede Mette Hardam og henviste til afgørelsen i Kultur- og Fritidsudvalget i 2019, hvor et forslag til halharmonisering blev stemt ned af det socialdemokratiske flertal.

Socialdemokratiet undrede sig dog over, hvorfor det var så vigtigt, at ordet "halharmonisering" kom med, når det netop blev understreget, at det er hele området, der skal kigges på.

I august i år vedtog et enigt byråd at fjerne sagen fra Kultur- og Fritidsudvalget. I stedet skulle gruppeformændene finde en løsning inden nytår. Det lykkedes altså ikke. Mette Hardam var hård i sin kritik af den proces, som hun selv har været en del af.

- Jeg kan læse mig til, at vi har holdt flere møder. Det er rigtigt. To er flere, men vi er ikke kommet et hak videre siden august. Vi har spildt hinandens tid og de selvejende hallers tid, sagde Mette Hardam.

Bjarne Kvist var ikke ligefrem imponeret over Mette Hardam.

- Det er uværdigt, at Venstre løber med halen mellem benene. Det vil klæde Venstre at tage et ansvar for den beslutning, vi traf i enighed i august, sagde Bjarne Kvist.

Venstre forsøgte at få byrådet med på, at en ny model til halharmonisering skulle være på plads inden 1. juli 2022, men det lykkedes ikke.

Asger Mortensen angreb Bjarne Kvist
Senere på byrådsmødet fortsatte Venstre og Socialdemokratiet deres armlægning, da byrådet behandlede en sag, hvor Skagen Kultur- og Fritidscenter har lånt lidt over seks millioner kroner uden at først at søge den nødvendige kommunale tilladelse.

- Det er ærgerligt, at vi får sådan en sag i 11. time, og det er underligt, at du (borgmester Birgit S. Hansen, red.) ikke nævner Bjarne Kvist. Han er udpeget af byrådet til Skagen Kultur- og Fritidscenters bestyrelse, og han er medlem af Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Det kalder på opmærksomhed, og det kan ikke komme bag på ham, at man skal søge kommunen om tilladelse til at optage lån. De skylder mange penge i Skagen, og nu skylder de endnu flere, udtalte Asger Mortensen.

Bjarne Kvist svarede:

- Jeg er nødt til at svare, når Asger kaster sig frådende over mig, men det kommer sådan set ikke bag på mig. Det har været min og bestyrelsens opfattelse, at der har været kontakt fra hallens ledelse til økonomifolk i kommunen, men der er ikke på noget tidspunkt sagt, at vi skulle have søgt. Det skulle både kommunen og hallen selvfølgelig have været klar over. Den er smuttet, og det er dumt og træls.

Borgmester Birgit S. Hansen var bestemt ikke tilfreds med Asger Mortensens angreb på sin byrådskollega. Hun pointerede, at byrådsmedlemmerne udpeges som lægfolk i diverse bestyrelser. Eventuel kritik skal derfor rettes mod kommunens økonomifolk.

I en direkte besked til skagboerne sagde borgmesteren:

- Skagen Kultur- og Fritidsenter har det svært, men jeg vil gerne understrege, at vi til enhver tid vil holde hånden under centret - også økonomisk.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close