Gå til hoved-indhold
03. januar 2021 - kl. 00.01

Corona har ikke været den eneste 'modstander'

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: csphoto.dk
  • 3 af 3
Af: DEBAT-INDLÆG

Næstformand Birgitte Mathiasen, Frederikshavn Fællesråd, har skrevet denne nytårshilsen: Sikke en afslutning på 2020: Den mørkeste og mest grå december i 60 år! Lad os ønske, at det nye år bringer meget mere lys og solskin til os alle. På alle fronter!

Det er efterhånden en kliche, at 2020 har været et mærkeligt år. Men det har det jo. Det har været svært at være menneske og ekstremt besværligt at navigere i alle de mange ændringer i retningslinjer, som vi løbende har fået.

Coronaen har presset foreningslivet til det yderste, og de store fællesskaber er sat på prøve. Ledere/trænere/bestyrelser har været meget omstillingsparate og fantasifulde, og nye metoder er udviklet og taget i brug.

Men Corona har ikke været den eneste "modstander".

Her i Frederikshavn kommune har foreningerne været presset af den ny tilskudsordning, som trådte i kraft i januar 2019, og derfor først egentlig blev udmøntet i 2020 for regnskabsåret 2019.

Sideløbende med implementeringen af ordningen skulle der ske en "praksisgenopretning". Ordningen har givet enormt stor usikkerhed og frustration og har ramt nogle foreninger meget hårdt på tilskud.

Tilskudsordningen blev suppleret af en guide, som skulle sørge for, at foreningerne kunne agere uden foregående kendskab eller indsigt i de øvrige tilskudsbestemmelser. Desværre har guiden vist sig at være forvirrende og indeholder for eksempel uforståelige eksempler på beregning af tilskud. FUF arbejder sammen med Idrætssamvirket på at få revideret guiden.

Tilskudsordningen blev, efter idé- og orienteringsmøder med foreningslivet, besluttet på et grundlag uden forudgående modelberegninger og var allerede ved vedtagelsen i 2018 underbudgetteret. Først i foråret 2020 blev det tydeligt for Kultur- og Fritidsudvalget, hvilke konsekvenser, lokaletilskuddet ville havde for foreningerne. En evaluering blev igangsat, og det resulterede i, at der 4. november blev besluttet en ændring i tilskud til lokaleudgifter samt en gebyrstigning på 10 kroner i timen med virkning fra 1. januar 2021.

I selve Folkeoplysningsordningen står der ellers, at ordningen kan ophæves eller ændres med tre måneders varsel. Det skal vi nok ikke hænge os så meget i, men uanset hvad har hele situationen omkring Tilskudsordningen fyldt rigtigt, rigtigt meget i FUF's arbejde de seneste par år.

Et andet stort emne, der har fyldt i vores styrelsesarbejde, har været nyheden om, at FUF skulle vælge en ny formand. Henrik Carlsen har efter 30 år på posten valgt at lade sig "pensionere" som formand.

Repræsentantskabsmødet 2020 blev (også) aflyst, så derfor er formandsvalget udsat til 9. marts 2021, hvor vi håber på at kunne afholde repræsentantskabsmøde. Der hersker ingen tvivl om, at dette vil være en milepæl for Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, og det kan være svært at se et FUF uden Henrik ved roret.

Men alt har sin tid, og vi vil benytte anledningen til at kigge indad i FUF's identitet og rolle som paraplyorganisation. Det overordnede tema i vores nuværende vision er "synlighed". Både vores egen, men også synlighed på jer i foreningslivet.

Alle I frivillige, der ihærdigt og uselvisk arbejder for at gøre noget godt for vores børn og unge, fortjener masser af ros og anerkendelse. Det vil vi gerne give jer, og derfor er vi i fuld gang med at udvikle og arrangere Forenings- og Fritidsfestival 2021.

I har hørt lidt om det tidligere, og I kommer til at høre meget mere om det de kommende måneder. Konceptet er en hel uge (uge 37, 2021) med et fyrværkeri af aktivitet og fællesskab for ALLE i vores kommune.

Vi beder jer om at reservere ugen i kalenderen og til at deltage aktivt i festivalen med lige præcis jeres specialer. Til gengæld byder vi på relevante foredrag, workshops og meget andet spændende. Men som sagt, hører I snart mere om det.

Udover formandsskifte og Foreningsfestival i 2021 vil vi de næste par år øge vores fokus på blandt andet forskellige ungefællesskaber og spejderbevægelsen. Så der er nok at tage fat på.

Har du lyst til at være en del af alt det spændende arbejde, og vækker ord som kommunikation, organisation, udvikling, synlighed, lokalpolitiske sammenhænge og tværfaglige samarbejder din interesse, er du mere end velkommen til at stille op til vores nye bestyrelse.

Du kan til enhver tid kontakte os for at få mere at vide om, hvad vi gør og gerne vil. Kommentarer og synspunkter modtages gerne på mail og viderebringes i FUF NYHEDSBREV, hvis dette ønskes.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...