Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.03.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

COVID-19: Vi har over 50 procent flere læsere

Kanal Frederikshavn oplever en stor stigning i antallet af besøgende under corona-krisen. Der er tale om en stigning på 55 procent de seneste uger.

 

I 2019 lå det gennemsnitlige besøgstal på 12.747 om dagen. De foregående år var dette tal lige i underkanten af 12.000. Siden statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 11. marts lukkede Danmark ned, har der i gennemsnit været 19.775 læsere om dagen på Kanal Frederikshavn.

- Det svarer til, at vi fylder Arena Nord otte gange hver eneste dag. Det er vi - trods corona-krise - stolte over, for det viser jo, at vi leverer et produkt, som er eftertragtet. I denne tid glæder vi os ekstra meget over, at vi kan medvirke til at formidle vigtige informationer i en vanskelig periode for alle, siger medejer Michael Frederiksen, der har det redaktionelle ansvar for Kanal Frederikshavn.

Der var flest besøg torsdag 12. marts, hvor hele 27.431 valgte at klikke sig ind på Kanal Frederikshavn i løbet af 24 timer.

Den øgede trafik kommer først og fremmest annoncørerne til gode. Der har i perioden fra 12.-23. marts været 12,3 millioner banner-visninger. Alene Empire, som har et fast banner på forsiden, opnåede 521.489 visninger.

Alt er dog ikke lutter lagkage, for salget af annoncer (bannere) er næsten gået helt i stå.

- Vi solgte en lille kampagne med håndsprit i går, hvor også vores pengeinstitut, Nordjyske Bank, købte et ekstra banner. Det gjorde de med følgende begrundelse: "Vi vil gerne følge den opfordring, som en lang række borgmestre er kommet med om at give ekstra støtte til vores lokale medier i denne lidt specielle tid". Det er et fint træk af Nordjyske Bank, men ellers må vi konstatere, at salget er stoppet totalt, erkender Michael Frederiksen.

Hvad får det af konsekvenser?


- Læserne vil ikke opdage noget. Vi leverer fortsat gratis nyheder hver eneste dag. Vi forventer ikke, at den nuværende situation ændrer sig radikalt de næste par måneder, men ligesom alle andre butikker og virksomheder håber vi på lokal opbakning, når vi igen slipper vores sælger løs i området, fortæller Michael Frederiksen.

Har du vigtige informationer, som du gerne vil have ud til vores næsten 20.000 daglige læsere, så skriv endelig til redaktion@kanalfrederikshavn.dk. Måske har du lokale spørgsmål om COVID-19, så vil vi efter bedste evne forsøge at fremskaffe svar. 

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close