Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
06.04.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Dansk fiskeri viser vejen henimod bomtrawl-forbud

Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn, har skrevet dette indlæg: Tirsdag var en god dag for dansk fiskeri. Her landede en aftale om at stoppe brug af kædemåtter i al fiskeri i Skagerrak, og at hollandske bomtrawlere skal holde sig 12 sømil fra den jyske kyst.

 

Det er jeg virkelig glad for. Det er stærkt arbejde af Danmarks Fiskeriforening, der har landet aftalen med sine hollandske kolleger, VisNed og Dutch Fishermen’s Association.

Med aftalen viser fiskerne nu selv vejen og får gennem dialog sat en stopper for noget af det ødelæggende bomtrawlsbøvl, som vi har hørt så meget om på disse kanter. Og de viser vejen for at få begrænset de ødelæggende kædemåtter i Skagerrak.

Sideløbende med fiskeriforeningernes dialog har jeg lagt politisk pres på min ministerkollega i Holland. Jeg håber, at det pres har været med til at motivere fiskerne til i fælleskab at finde en god løsning som denne.

Nu gælder det om at fortsætte arbejdet for et komplet EU-forbud mod bomtrawl. Som et skridt på vejen hen imod dette mål, er det min og regeringens klare målsætning, at brug af kædemåtter bliver helt udfaset. Her har vi brug for, at der bliver indgået bindende EU-aftaler, som på lang sigt kan bidrage yderligere til en grøn og bæredygtig forvaltning af vores havmiljø og fiskebestande.

Det er et langt sejt træk i EU, fordi der er mange interesser på spil her. Men tirsdagens aftale mellem Danmarks Fiskeriforening og de hollandske fiskeriforeninger viser, at det kan lade sig gøre. Og det er et godt eksempel på, hvad dialog og samarbejde fører til, som jeg kan tage med videre til mine kolleger i EU.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close