Det handler om at genfinde menneskeligheden i mødet med de mest udsatte
Mette-Kirsten Nielsen har skrevet dette indlæg: Jeg er tidligere sygeplejerske – nu førtidspensionist – og hører til den gruppe, man kalder "de marginaliserede". Jeg har siden 2014 været i metadonbehandling og har gennem årene været tilknyttet behandlingssystemer i København, Odense, Holstebro, Vesthimmerland og nu Frederikshavn Kommune.
Frederikshavn Kommune "udmærker" sig ved, at tilbuddet om substitutionsbehandling stort set står stille, som da ordningen blev indført. I Frederikshavn oplever jeg, at kontrol, mistillid og frygt for sanktioner fylder mere end omsorg og respekt. Ordet værdighed synes at være et fremmedord.
Et godt eksempel på, hvordan det kan gøres anderledes, finder vi i Vesthimmerlands Kommune – en demografisk set sammenlignelig kommune. Her arbejder de samme antal sygeplejersker som i Frederikshavn. Man har indført begrebet Socialsygepleje, som ser på det "hele menneske" og derved formået at skabe et helhedstilbud, der bygger bro til resten af sundhedsvæsenet. Resultatet? Meget taget i opløbet/forebygges = Bedre trivsel, færre indlæggelser – og frem for alt: øget værdighed for nogle af samfundets mest udsatte borgere.
I Frederikshavn er fokus til gengæld på kontrol. De mange urinprøver, vi skal aflevere – ofte hver uge – opleves både som ydmygende og re-traumatiserende, især for dem af os, der tidligere har været udsat for seksuelle overgreb. Samtidig koster disse prøver kommunen mange tusinde kroner, som med fordel kunne bruges på omsorg og social støtte.
Da jeg boede i København, afleverede jeg to urinprøver på otte år. Her i Frederikshavn har jeg siden februar afleveret omkring 20. Det er svært at se fornuften i det.
Der mangler også fleksibilitet i hverdagen. Bliver man syg, har angst eller smerter – ja, så skal man stadig rejse, måske helt fra Skagen til Frederikshavn, blot for at hente sin medicin. I andre kommuner fandtes der plads til individuelle løsninger. I Vesthimmerland fortsatte jeg eksempelvis på samme stabile ordning, som jeg havde i min tidligere kommune. I København blev jeg overvåget ved indtag kun fire dage, før jeg fik tillid.
I Frederikshavn måtte jeg derimod – trods en dokumenteret stabil historik gennem 10 år – rejse dagligt i fire måneder fra Jerup til Frederikshavn for at hente min medicin. Det på trods af, at jeg er smertepatient med tre diskusprolapser.
Her findes ingen plads til individualitet – kun kontrol, regler og trusler.
Begrebet "behandlingsalliance", som man har arbejdet ud fra i resten af landet i over 20 år, synes aldrig at være nået hertil.
Jeg er overbevist om, at vi – med det samme personaleantal og de samme midler – kunne skabe et langt bedre og mere værdigt tilbud. Det ville ikke bare højne livskvaliteten for borgerne, men sandsynligvis også være billigere i længden.
Det handler i sidste ende ikke om flere ressourcer, men om at bruge dem klogere – og om at genfinde menneskeligheden i mødet med de mest udsatte.
