Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.11.2021 | Af: Peter Marquard

EasyRep har vokseværk - nu over 30 medarbejdere

EasyRep i Frederikshavn oplever kraftig vækst i øjeblikket, hvilket kan ses i udviklingen i medarbejderstaben. Den familieejede virksomhed beskæftiger over 30 medarbejdere, og der er stadig behov for flere hænder for at kunne følge med i dagligdagen.

 

- Vi oplever stigende travlhed, og i øjeblikket mangler vi både chauffører og medarbejdere til lageret, siger butiksansvarlig Brian Andersen.

EasyRep startede i 2011 i Skippergade, men pladsen blev hurtigt for trang, og i 2014 flyttede virksomheden til de nuværende faciliteter på hjørnet af Toftegårdsvej og Hjørringvej, hvor Mariendal lå i mange år.

- Der er forskellige grene i EasyRep, og vi udvikler os hele tiden. Vi reparerer for eksempel alt inden for Apple-produkter, iPhone, iPad og computere. Vi er certificeret reparationscenter for Apple, og vores personale er teknisk uddannede i Apples produkter. Reparationerne er med originale reservedele, så garantien bevares. Er der tale om en telefon af ældre dato, hvor garantien er udløbet, kan man vælge uoriginale dele for at spare penge, siger Brian Andersen.

Ved at bruge EasyRep undgår man ifølge Brian Andersen ventetid i forhold til, hvis man sender telefonen ind via sin mobiludbyder.

- Vi satser på hurtig service og kan ofte løse problemet på et par timer. Vi kan også montere beskyttelsesglas, mens kunden venter. Så kan man benytte lejligheden til at kigge på vores tilbehør. Vi har områdets største udvalg, og har blandt andet rigtig mange covers fra for eksempel IDEAL OF SWEDEN.

EasyRep køber og sælger desuden brugte iPhones med to års garanti til fordelagtige priser i den fysiske butik.

- Vi er også certificeret inden for datasikkerhed og miljø, hvilket betyder, at alt bliver behandlet på en miljø- og datamæssig forsvarlig måde.

På grund af den stigende travlhed har EasyRep valgt at udvide sine åbningstider til kl. 17.30 mandag og torsdag, og butikken er også blevet medlem af handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK, så man kan betale med FREDERIK-gavekort i butikken.

EasyRep glæder sig til Black Friday, hvor der blandt andet tilbydes 50 procent på covers til iPhone og iPad samt 25 procent på alt gaming.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close