Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.10.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Eddie-sagen: Kun 53-årig kendt skyldig i manddrab

Den 53-årige mand ønsker at anke dommen. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
En 53-årig svensk mand er kendt skyldig i manddrab ved Retten i Hjørring. En 46-årig svensk mand er frifundet for manddrab, men kendt skyldig i usømmelig omgang med lig.

 

Efter otte retsmøder ved Retten i Hjørring er der fundet en afgørelse i sagen om drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

Den 53-årige er kendt skyldig i manddrab, hærværk og overtrædelse af våbenloven. Den 46-årige er ifølge TV2 Nord frifundet for manddrab, men kendt skyldig i usømmelig omgang med lig og overtrædelse af våbenloven.

De to mænd har været tiltalt for at skyde, brænde og dræbe Eddie Karl-Johan Christensen på en landejendom på Rendborgvej ved Nielstrup for derefter at fragte de resterende dele af hans lig i to olietønder til Frederikshavn, ligesom den 53-årige har været tiltalt for hærværk ved at skyde og dræbe Eddie Karl-Johan Christensens hund.

Var sur over, at Eddies hund ikke var i snor
Nu har nævningetinget altså vurderet, at kun den 53-årige skal kendes skyldig for manddrab, mens den 46-årige frifindes for manddrab.

De to svenske statsborgere og Eddie Karl-Johan Christensen boede alle på samme adresse på Rendborgvej, inden Eddie Karl-Johan Christensen blev dræbt.

Ved Retten i Hjørring har den 53-årige og 46-årige forklaret, hvordan den 53-årige havde været oppe at skændes med Eddie på dagen, hvor han endte med at blive dræbt.

TV2 Nord skriver, at den 53-årige var sur over, at Eddies hund løb rundt på ejendommen uden at være i snor, og flere vidner forklarede i retten, at Eddie havde fortalt dem, at den 53-årige mand havde truet med at skyde Eddies hund kun nogle få timer inden, Eddie blev dræbt.

Vidnerne forklarede, at Eddie havde forladt ejendommen om aftenen, men vendte tilbage efter noget tid væk. Kort efter Eddie kom tilbage til ejendommen, forklarede flere vidner, at de hørte skud fra ejendommen.

Den 46-årige og 53-årige har givet vidt forskellige forklaringer af, hvad de mener, der skete 9. maj sidste år, hvor Eddie blev dræbt. Den 46-årige har forklaret i retten, at det er den 53-årige, der har skudt Eddie, hvorefter den 53-årige bad den 46-årige om hjælp til at bære Eddie op på et brændende bålsted.

Den 53-årige derimod har forklaret i retten, at han ikke så Eddie igen efter han forlod ejendommen. Han fortalte i retten, at han har hverken set eller hørt skud, og derfor ikke har et bud på, hvem der skulle have dræbt Eddie.

Domsfældelse tirsdag

Nu venter endnu et retsmøde tirsdag, hvor dommerne og nævningene vil tage stilling til, hvor lang tid de to svenske mænd skal i fængsel for deres handlinger.

Hvis dommerne og nævningene mener, at forholdene omkring drabet er særligt skærpende, kan den 53-årige forvente en dom på op mod 16 års fængsel.

Den 53-årige ønsker at anke dommen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close