Gå til hoved-indhold
112
01. december 2021 - kl. 13.12

Efter færdselskontrol: Sænk nu farten

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Nordjyllands Politi foretog mandag og tirsdag målrettede færdselskontroller i blandt andet Frederikshavn. Hele 55 ud af 96 sager var hastighedssager – trods det vinterlige vejr.

Politikommissær Thomas Ottesen har svært ved ikke at ryste en smule på hovedet af de seneste dages færdselskontroller. Han kan nemlig konstatere, at forholdsvis mange bilister ikke tager sig i agt for vinterens komme:

- Vi foretog målrettede færdselskontroller i Aalborg og omegn, Frederikshavn og Jammerbugt. Det blev til 96 sager i alt. Hele 55 af sagerne var hastighedssagee. Det er opsigtsvækkende set i lyset af, at vejret er blevet meget vinterligt, kørebanerne kan være glatte, og vind- og vejrforhold generelt er udfordrende, fortæller politikommissæren, der leder Operativ færdsel i Nordjyllands Politi.

Begge dage foregik kontrollerne i eftermiddags- og aftentimerne, hvor der oven i købet er mørkt. Baggrunden for kontrollerne er simpel:

- Det handler om trafiksikkerhed på de nordjyske veje. Det er derfor, at vi laver kontrollerne, forklarer Thomas Ottesen.

Han vil meget gerne formidle en klar opfordring til bilisterne på de nordjyske vinterveje:

- Sænk farten og kør efter forholdene. Lad mobiltelefonen ligge og koncentrer dig om at køre bil. Planlæg din tur og tag den ekstra tid, det tager i forhold til vejret og forholdene, lyder det fra politikommissæren, der runder af med disse ord:

- Fart er farlig og skyld i mange ulykker, så jeg kan kun opfordre til, at man letter trykket på speederen og holder sig inden for hastighedsbegrænsningerne. Så er der størst chance for, at vi alle sammen når hjem til jul.

Nordjyllands Politi foretager løbende færdselskontroller og vil i den kommende tid have fokus på især for høj fart og spirituskørsel.

De mest opsigtsvækkende sager var:
• 52 hastighedssager, der giver klip i kørekortet (ingen vanvidsbilister)
• To sager med kørsel i frakendelsestiden
• Tre sager med betinget frakendelse af kørekortet for fartoverskridelser på landevej
• To sager om brug af mobiltelefon under kørslen
• To sager om narkotikakørsel
• Tre sager om besiddelse af narkotika hos enten fører eller passager i bilen
• Tre sager om ulovlige knallerter

Resten af sagerne drejede sig om for eksempel manglende sele eller uopmærksomhed i trafikken.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...