Gå til hoved-indhold
18. juli 2020 - kl. 15.07

Efterlyser dokumentation fra kommunen i klitsag

  • 2 af 3
    FOTO: Jesper Christiansen, TV2 Nord
  • 3 af 3
    Mette Hardam (V): - Hændelsen er forkert, men man må jo godt stille spørgsmåltegn ved de mængder, som man har fået besked på, at det drejer sig om, når man kan se med det blotte øje, at det ikke hænger sammen med virkeligheden. Foto: TV2 Nord
Af: Kanal Frederikshavn

Der skal ikke mere sand tilbage på de to klitter i Skagen, som sidste år blev ødelagt, end der er skrællet af. Sådan lyder det nu fra Venstre, som vil have kommunen til at fremlægge dokumentation for, at der er fjernet 3.000 kubikmeter sand, som der er givet dispensation til at genoprette klitten med.

Sandet ligger stadig på stranden i Skagen her næsten ni måneder efter, at en gummiged skrællede toppen af to klitter på Sønderstrand og skubbede det ned på stranden.

En bevilling på en halv million kroner til genopretningen af klitten skulle i juni have været vedtaget i Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, men sagen blev pillet af dagsorden igen. I Venstre undrer man sig over forløbet.

- Det var et punkt uden bilag. Der forelå ikke nogen beregning på, hvordan man nåede frem til de 500.000 kroner, og punktet blev pillet af igen, siger Venstres gruppeformand i byrådet i Frederikshavn Kommune, Mette Hardam.

Frederikshavn Kommune søgte 13. november sidste år, et par uger efter hærværket på klitterne, Kystdirektoratet og Fredningsnævnet om tilladelse til at reetablere et område på 1.300 kvadratmeter med 3.000 kubikmeter sand. Tal, som er baseret på et skøn fra kommunens natursagsbehandler.

- Når man går oppe i Skagen, kan man godt tænke, hvor er det blevet af det sand, siger Mette Hardam.

Den aalborgensiske erhvervsmand Hans Andersen er sammen med en anden mand sigtet for groft hærværk og brud på Naturbeskyttelsesloven. Han mener, at kommunen fremlægger forkerte tal i sagen. Den påstand afviser borgmester Birgit S. Hansen (S).

- Vi gør det så præcist som muligt. Vi har ingen interesse i, at klitten skal være højere og dyrere eller noget som helst. Vi er professionelle. Vi er en myndighed, og planen er efterprøvet ved to andre myndigheder, siger borgmesteren.

Ifølge beregninger, som to landsinspektører har lavet for Hans Andersen, er der fjernet 135 til 250 kubikmeter sand og dermed langt fra de 3.000 kubikmeter, som Fredningsnævnet har givet kommunen dispensation til at reetablere med.

- Så straffer man de forkerte. Så straffer man Skagen, for så giver det klitten et andet udtryk. Naboerne og det bagvedliggende område, som jo ikke har gjort noget forkert, skal ikke straffes ved at få en højere klit, mener Mette Hardam

Inden dispensationen blev givet, var Fredningsnævnet på besigtigelse i Skagen, men her var mængden af sand ikke noget, man kiggede efter. Det har flere medlemmer af nævnet forklaret til TV2 Nord.

- Hændelsen er forkert, men man må jo godt stille spørgsmåltegn ved de mængder, som man har fået besked på, at det drejer sig om, når man kan se med det blotte øje, at det ikke hænger sammen med virkeligheden, så må man jo godt have lov til at tænke selv, siger Mette Hardam.

Sagen om bevillingen til reetablering blev pillet af Teknisk Udvalgs møde i juni, kommer den på dagsordenen igen efter ferien, lyder det fra borgmesteren.

- Nu skal Teknisk Udvalg frigive den halve million, som det er anslået, at det koster, og vi er sådan set klar til at komme i gang efter sommerferien, siger Birgit S. Hansen til TV2 Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...