06.05.2022 | Af: Michael Frederiksen
Ekstra tilskud til Sankt Hans-fest ender i byrådet
108490
108490
Venstre kræver sagen om en gæst med "blåt blod" til årets Sankt Hans-fest i Skagen i byrådet. Partiet benyttede sin såkaldte standsningsret, da sagen i går blev behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Normalt giver Frederikshavn Kommune et tilskud på 21.220 kroner til Sankt Hans-festen i Skagen, men Toppen af Danmark søger i år om 70.000 kroner, da turistforeningen vil øge markedsføringsindsatsen, fordi der kommer en gæst med "blåt blod".
Bortset fra Lone Haugaard (V) var alle i udvalget ifølge formand Peter Laigaard (C) indstillet på at følge den administrative indstilling om ikke at imødekomme ansøgningen.
Men Venstre gør nu brug af muligheden for at standse behandlingen af ansøgningen i Kultur- og Fritidsudvalget.
- Standsningsretten er en form for vetoret, som giver mulighed for at flytte behandlingen af en sag til et byrådsmøde, så vi kan få en bred og offentlig debat om spørgsmålet om ansøgningen til Skt. Hans aften i Skagen, mener Lone Haugaard.
Kultur- og Fritidsudvalget støtter ikke generelt Sankt Hans-aftener rundt omkring i kommunen.
- Men vi ønsker at sætte fokus på, at Sankt Hans i Skagen indtager en særlig status på grund af den særlige historiske forbindelse til guldaldermalerne, som har foreviget netop Sankt Hans i Skagen og som derved trækker tråde til det kunstnermiljø, som var og som stadig er en del af fortællingen om Skagen, udtaler Lone Haugaard og fortsætter:
- Venstre er af den opfattelse, at markedsføringen af Sankt Hans i Skagen ikke blot er markedsføring af en Sankt Hans-fest, men i mere bred forstand markedsfører Skagen som et turistmål for både danskere og udlændinge og som derved bidrager til turisme og indtægter til erhvervslivet i kommunen. Disse synspunkter fortjener en offentlig politisk debat, og vores håb er, at der derved opnås flertal til at støtte eventen fra den pulje, som går til events, som generer økonomi i kommunen.
Peter Laigaard har denne kommentar til Venstres holdning.
- Det er en ret, alle byrådsmedlemmer har i de udvalg efter styrelsesloven § 23, man sidder i. Man kan kalde det en mindretalsbeskyttelse.