Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.10.2021 | Af: Marcus Linkhorst

Ellemann i Frederikshavn: Det går den rigtige vej

Jakob Ellemann besøgte i dag Frederikshavn Handelsskole og Frederikshavn Gymnasium for at fortælle de unge mennesker om Venstres politik.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er i disse dage på rundtur frem mod kommunalvalget. En rundtur, der skal sende ham ud i alle landets 98 kommuner. I dag besøgte han Frederikshavn Handelsskole og Frederikshavn Gymnasium for at fortælle de unge mennesker om Venstres politik.

 

Besøget i Frederikshavn begyndte på gymnasiet, og herefter gik turen til handelsskolen. Ifølge Ellemann er der noget specielt over at tale med unge mennesker, der skal stemme for første gang, som mange skal 16. november.

Ellemann holdt et oplæg og efterfølgende var det tid til spørgsmål fra salen. Her blev han spurgt ind til mink, ligeløn, øremærket barsel og forhold i ældreplejen. Men især én bemærkning fra salen blev bemærket.

"Jeg er lederen af blå blok", lød det fra Venstres formand, hvorefter der blev kvitteret med: "Du vil i hvert fald gerne være lederen af blå blok", og så kunne hverken salen eller hovedpersonen selv holde grinet tilbage.

Grunden til, at Ellemann i disse dage er rundt i Nordjylland og resten af landet er, at der 16. november er kommunal- og regionsrådsvalg. Derfor fik Kanal Frederikshavn også et interview med formanden om den aktuelle situation og valget, der venter.

Situationen er i bedring

Senest Ellemann var i Frederikshavn Kommune, var midt under en af de mørkere kapitler i Venstres historie. Baglandet ville af med Løkke, og Kristian Jensen var klar til at tage kampen op med Løkke. Dengang var Ellemann politisk ordfører, og dengang havde Kanal Frederikshavn også fat i ham. "Det ser ikke elegant ud", udtalte han. Men to år senere er der fremgang. Især efter seneste landsmøde.

- Det ser bedre ud. Vi har lige haft landsmøde her i weekenden. Det var et godt landsmøde. Det har også været tiltrængt. Vi trængte til at være sammen. Ikke kun på grund af corona, men også på grund af de ting, vi har været igennem, og vi er et andet sted i dag.

- Det har dels været vores formandsopgør – det var ikke elegant – og så må man sige, at vores seneste år også har budt på en masse ting. Der er en tidligere formand og en tidligere næstformand, der har forladt partiet. Der er vi et andet sted i dag, og det er jeg glad for.

I sidste weekend kunne Venstre igen samles fysisk til et landsmøde, der handlede om politik, og det glæder Venstres formand, der det seneste år har skulle forholde sig til meget andet, der ikke omhandlede Venstres politik.

- Det var superfedt. Især fordi den tale, som jeg holdt, var meget mig. Den handlede grundlæggende om de ting, som jeg er gået ind i politik for. Det var en fornøjelse at kunne tale om det, og selvfølgelig så spørg de politiske kommentatorer bagefter: Men hvad med den person? Hvad med den person?, og det var egentlig rart ikke og føle dårlig samvittighed ved ikke at forholde mig til det.

Men det, at snakken er faldet over på politik, er ikke ensbetydende med, at problemerne er ovre. Der er nemlig stadig nogle meningsmålinger på 14-15 procent, der bekymrer.

- Jo, det gør de da, men det har set værre ud. Vi har været helt nede på 10 procent, så det går den rigtige vej, og det er et langt, sejt træk, og det kommer ikke af sig selv. Det handler om tillid. Det er klart, at folks tillid har lidt et knæk, fordi de ikke gider høre politikere skændes og tale om personligheder. De vil høre os tale politik, siger Jakob Ellemann til Kanal Frederikshavn.

Selvom Lars Løkke forlod Venstre tilbage i januar, er han ikke en færdig mand i dansk politi. Han har netop startet et nyt parti, Moderaterne, der går i luften efter valget 16. november. Ellemann talte godt om Løkke under formandsopgøret. Men han frygter samtidig, at det kommer til at gå ud over Venstre, selvom Ellemann ikke har positive ord at sige om partiet.

- Jeg holder meget af Løkke som person, men jeg synes, at hans parti er et overflødigt projekt. Det handler meget om, hvem man samarbejder med, og ikke hvad man samarbejder om. Det synes jeg ikke, politik bør handle om. Men selvfølgelig kommer det her også til at påvirke os.

Kan du så samarbejde med Løkke?

- Det regner jeg med. Det skal jeg også. Jeg vil samarbejde med alle afhængig af, hvad vi samarbejder om.

- Alle burde have en Venstre-borgmester
Kommunalvalgkampen er skudt i gang, og det betyder også, at partierne er begyndt at blive spurgt til, hvad deres målsætning er. Ellemann har ikke noget – realistisk – konkret scenarie, men han mener, at jo flere, jo bedre.

- Jeg har den indstilling, at der ikke er nogle steder i Danmark, jeg ikke bryder mig om. Så jeg synes, at vi burde have 98 Venstre-borgmestre og fem Venstre-regionsrådsformænd.

Så hvad er succeskriteriet?

- Det må være det. Men lad os nu se. Helt så godt går det nok ikke, smiler Venstres formand.

Der har – grundet meningsmålinger – været mange spekulationer i, hvem der egentlig er leder af blå blok. Nogle meningsmålinger siger, at Konservative er størst. Andre siger, at Venstre er størst. Men én ting er sikkert ifølge Ellemann. De to partier skal samarbejde – ikke udfordre.

- Som hovedregel skal vi ikke udfordre Konservative. Vi skal fokusere på at samarbejde med dem, for hvis vi skal have et regeringsskifte i Danmark, så skal det være på en akse af Venstre og Konservative.

Men det er vel Venstre, der skal have flest borgmesterposter?

- Ja, vi skal have flest borgmesterposter, fordi det grundlæggende er bedst for en kommune at have en liberal borgmester og ikke en konservativ borgmester, mener Jakob Ellemann.

Så også en liberal og ikke konservativ statsminister?

- Ja, sådan skal det være, lyder det selvsikkert fra V-formanden på Frederikshavn Handelsskole.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close