Gå til hoved-indhold
20. juni 2024 - kl. 00.06

En smuk og gribende fortælling om forfatterens barndom

  • 1 af 2
    - En selvbiografi med "kant", kalder Claus Konstantin Jensen sin bog.
  • 2 af 2
    Bogens omslag ses til højre. Billedet til venstre er fra et børnehjem i Kalimpong i Himalaya, som Claus Konstantin Jensen er projektansvarlig for.
Af: Michael Frederiksen

Claus Konstantin Jensen fra Frederikshavn udgiver fredag 21. juni bogen "Dansk, men Barn af Indien". Det er en smuk og gribende fortælling om forfatterens barndom. I anledning af udgivelsen er der samme dag reception fra kl. 15.00-17.00 på Frederikshavn Bibliotek.

Claus Konstantin Jensen er født og opvokset i Indien, hvor han boede, til han var 12 år. Han gik på en dansk kostskole i Sydindien fra 1.-5. klasse, 3.000 kilometer fra Danmark, som han kun besøgte én gang om året.

- Vi havde det fantastisk på skolen, men det har givet nogle skrammer som voksen at være hjemmefra i så tidlig en alder. Jeg er selvfølgelig også dybt præget af indisk kultur og tankegang, og det er blandt andet skismaet mellem dansk og indisk tankegang, der er temaet i min bog, der vel nærmest kan kaldes en selvbiografi med "kant", fortæller Claus Konstantin Jensen.

Familien flyttede hjem i 1960 og bosatte sig i Holstebro, hvor Claus Konstantin Jensen blev student. Han studerede efterfølgende engelsk og idræt på Århus og Odense Universitet, inden han i 1978 fik arbejde på Frederikshavn Gymnasium i 1978, hvor han var i 15 år. Derefter fulgte tre år for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique i et engelsklærerprojekt fra 1993 til 1996.

Fra 1996 til 2000 arbejdede han med forskellige opgaver i Frederikshavn, dels på Sprogskolen for indvandrere, dels i kommunale integrationsprojekter, inden han sluttede sit arbejdsliv med 16 år mere på Frederikshavn Gymnasium. 

- For to år siden begyndte jeg så at skrive min bog, der omhandler den splittelse, jeg godt kan have i mig mellem de forskellige kulturer i Indien, Danmark og Afrika. Det, der kan undre mig som voksen dansker, er, hvad vi prioriterer som "vigtigt" herhjemme i forhold til virkelige problemer ude i verden, siger Claus Konstantin Jensen.

I september sidste år blev han projektansvarlig for et børnehjem for tibetanske flygtningebørn og forældreløse. Hjemmet ligger i Kalimpong i Himalaya, bare tre timers kørsel fra, hvor han blev født i Darjeeling. Det er organisationen "Verdens Børn", som står bag børnehjemmet.

Jeg var derude i september 2023 og fik ved samme lejlighed mulighed for at besøge mit barndomshjem, så ringen er ligesom sluttet nu.

"Dansk, men Barn af Indien" tager udgangspunkt i en tid, hvor danske familier stadig tog på kirkelige udvekslinger med ønsket om at forandre livet for mennesker med vilkår, som vi i dag ville anse for helt usandsynlige.

Claus Konstantin Jensen beskriver en barndom fuld af savn, men den indeholder også kærlighed i store mængder. De to forhold opvejer hinanden, men efterlader ham alligevel med ar på sjælen. Vi hører om livets centrale valg og omvalg, som resulterer i et fuldt og helt menneske, der besidder en nærmest magisk evne til at gøre fortid og fremtid nærværende.

"Dansk, men Barn af Indien" er en beretning om at tage ansvar for eget liv og have opmærksomhed på alle de små ting, vi som danskere tager for givet: Duften af kaffe, et venligt blik, efterårets bløde lys og kærligheden til ens nærmeste.

Ud over Frederikshavn Bibliotek i morgen eftermiddag er det muligt at møde Claus Konstantin Jensen lørdag 29. juni kl. 11-13 i Frederikshavn Boghandel i gågaden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...