Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.08.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Endnu en Pirates-spiller skifter til White Hawks

Jacob Møller Jensen har underskrevet en tre-årig aftale med Frederikshavn White Hawks.
Endnu en spiller fra Aalborg Pirates' "overskudslager" skifter til Frederikshavn White Hawks. Den 20-årige forward Jacob Møller Jensen, der har fået hele sin ishockeyopdragelse i Aalborg, har underskrevet en tre-årig aftale med White Hawks.

 

I den forgangne sæson var Jacob Møller Jensen, ud over at være en del af Aalborgs U20-hold, også tilknyttet Aalborg Pirates, hvor det blev til 33 kampe for de danske mestre.

Nu går turen nordpå, og det glæder sportschef Kasper Kristensen.

- Jacob kommer til Frederikshavn med en masse gåpåmod, og skal kæmpe med vores andre unge talenter om en plads i truppen. Han er en spændende ung spiller med en god størrelse, der også ved, hvor målet står. Jacobs tilgang vil styrke bredden i truppen, og vi glæder os til at videreudvikle ham i de kommende sæsoner.

Jacob Møller Jensen:

- Jeg ser det som en god mulighed for mig at komme til Frederikshavn, da der kommer nye øjne på mig, hvilket jeg tror, er godt for min udvikling. Jeg havde brug for noget forandring, og nu byder der sig nye udfordringer, hvor jeg håber på mere spilletid. Jeg ser frem til at være med til at bygge et nyt hold op, og det er dejligt, jeg er med fra start af. Jeg synes, det er et spændende projekt, der er gang i heroppe, og det er jeg glad for at være en del af.

Jacob Møller Jensen er begyndt at træne med truppen, og vil blive udstyret med spillertrøje nummer 81.

Han er den tredje Aalborg Pirates-spiller, som skifter til White Hawks i sommerpausen. De to andre er Jonas Jakobsen og Jonas Wilquin.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close