Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.09.2022 | Af: Michael Frederiksen

Endnu en skidt weekend for de bedste fodboldhold

FfI's trænerduo, Michael Jakobsen og Per Svensson, må konstatere, at FfI har det meget svært i JS1. Foto: Morten Severinsen
OPDATERET: Det var igen en skidt weekend for de bedste lokale seriehold i fodbold. FfI, IF Skjold Sæby og SEIF forlod grønsværen uden at få point.


 

FfI's bundhold fik en drømmestart med en scoring allerede efter fire minutter i lørdagens hjemmekamp mod Vorups tophold i JS1. Sebastian Venø Frandsen var målscorer.

Føringen varede ikke længe. Efter 23 minutter førte Vorup med 3-1. En hård eftermiddag for FfI's vikarierende keeper, Christian Jørgensen, som dog ifølge FfI's hjemmeside var uden chancer ved alle tre mål.

Kort før tid reducerede evigt målfarlige Kasper Sørensen til 2-3, men randrusianerne lukkede og slukkede i dommer Christian Rüdingers tillægstid.

FfI ligger sidst med to point efter seks kampe, men holdet er kun ét og tre point efter Vatanspor og Aalborg Chang, så endnu en sæson i JS1 er stadig realistisk.

IF Skjold Sæby rendte ind i sit tredje nederlag i træk i JS2 i lørdagens hjemmekamp mod Aalborg Freja. Måltavlen på Sparekassen Danmark Arena viste 0-2 efter 90 minutter. Det ligner en sæson mere i JS2.

Weekendens store negative overraskelse var topholdet SEIF's 0-3 nederlag i udekampen i serie 2 mod Harken UGF. Hjemmeholdet åbnede sæsonen med fem nederlag i træk, men har nu hentet syv point i de seneste tre kampe.

SEIF er fortsat tophold med 15 point, to mere end Hjørring Frem på andenpladsen. Blot tre point skiller de fire bedste hold.

I serie 3 (pulje 24) var der sejre til Skagen IK og FfI, mens FC Vakok tabte.

Skagen IK vandt 3-1 ude over Skibsby-Højene IF og ligger fortsat på andenpladsen, fem point efter topholdet Tornby IF, der besejrede FC Vakok med 4-1 efter 1-1 ved pausen.

FfI, som ligger nu fire, vandt hele 7-1 over bundholdet Tårs/Ugilt IF. Andreas Hybholt Pedersen, Sebastian Strøm og Mussa Bilombele scorede hver to mål.

I serie 3 (pulje 25) har IF Skjold Sæby mødt Aalborg Freja to gange i denne uge. Tirsdag tabte Skjold 0-1 i Aalborg, og lørdag endte "returkampen" i Sæby 1-1. Efter sejre i efterårets første tre kampe er det kun blevet til ét point i de tre seneste kampe for Skjold.

Dybvad/Hørbys oprykkere har også været ude i et dobbeltopgør i denne uge - uden at hente point. Tirsdag tabte Dybvad/Hørby med 2-4 hjemme til Vesterbros IK, og lørdag måtte Dybvad/Hørby køre hjem fra Vadum med et nederlag på 0-2. Oprykkerne er sidst med sølle ét point efter otte kampe.

Østervrå IF er dog efterårets store negative overraskelse i denne pulje. Fem point i syv kampe er det blevet til for ØVI Fodbold, som inden forårssæsonen havde en målsætning, der hed oprykning til serie 2. ØVI spillede lørdag 2-2 hjemme mod topholdet VHG/GS.

I serie 4 (pulje 48) er topholdene Bangsbo Freja og Sindal oversiddere i denne runde. To hold har trukket sig inden sæsonstart, så der skal kun spilles 10 kampe. Søndag vandt IF Skjold Sæbys tredjehold med 3-1 ude over Jerup/Aalbæk.

Der var også en søndagskamp på programmet i serie 4 (pulje 49). Try/Thorshøj tabte på eget græs med 1-6 til topholdet Voerså IF, som er noteret for 21 point efter otte kampe - det samme som Dronninglund IF, der er bedst indbyrdes.

Fredag vandt Syvsten 7-2 over Dybvad/Hørby. Kenneth Hyldig Villadsen lavede hattrick. Storsejren faldt på et tørt sted. Syvsten IF kunne ikke stille hold i de to seneste kampe.

FfI's tredjehold spillede 1-1 ude mod Asaa/Hjallerup.

I Jyllandsserien tabte FfI's kvinder med 0-2 i udekampen mod Brønderslev. FfI's oprykkere ligger lunt i midten og ligner et hold, som også i foråret spiller i JS.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Morten Severinsen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close