Gå til hoved-indhold
112
01. februar 2021 - kl. 13.02

Er det din helikopter, drage eller boxerhund?

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Nordjyllands Politi fremlyste 20. januar 2021 en større mængde smykker. Trods mange henvendelser mangler efterforskerne stadig de afgørende genkendelser, som kan koble tyvekosterne til gerningssteder. Derfor offentliggør man nu fotos af de mere specielle smykker.

Nordjyllands Politi beslaglagde 15. december 2020 en større mængde smykker ved en ransagning i Hjørring. Smykkerne blev efterfølgende fremlyst i pressen og på sociale medier 20. januar 2021. Her var bl.a. også sat fokus på to vielsesringe.

- Det førte til en del henvendelser, og det vil vi gerne takke for, understreger fungerende politikommissær Ulf Munch Sørensen, der leder Nordjyllands Politis indbrudsefterforskning.

Imidlertid var mange af henvendelserne fra borgere uden for Nordjylland, og det er indtil videre ikke lykkedes efterforskerne at få et gennembrud i sagen.

Derfor offentliggør efterforskerne nu flere oplysninger og billeder.

- Vores bedste vurdering er, at mange af smykkerne stammer fra Vendsyssel, og hovedparten er formentlig fra Hjørring, Sæby, Frederikshavn, Aalborg og Nørresundby, indkredser politikommissær Ulf Munch Sørensen.

Han oplyser, at flere smykkeæsker er med købsdatoer, som spænder fra 2002 til 2018, og at flere æsker stammer fra Hjørring.

- Men der er også en hvid æske med teksten "Juvelerer og guldsmed Jørgen Hansen Jakobshavn Grønland". Den synes vi er lidt interessant. Det kan ikke være alle, der har sådan en, tilføjer Ulf Munch Sørensen.

Efterforskerne har nu gennemgået alle smykkerne igen med henblik på at offentliggøre billeder af netop dem, som er mest specielle og dermed sandsynligvis også lettest at genkende med en vis sikkerhed.

På billederne ses både meget gamle og nye smykker. Der er mange vedhæng og brocher med specielle udtryk – for eksempel en helikopter, en drage, en løve, et par håndjern, sko, haveredskaber, en boxerhund, flere heste og hestesko og en majskolbe. Der er også to armbånd med bogstaverne "Pittsford", en ørestik med form som et moustache og en bøtte med farvede glasperler.

- Der må næsten være nogen, der kan genkende nogle af de her mere specielle smykker, mener Ulf Munch Sørensen og opfordrer derfor:

- Så vi håber på, at folk vil kigge en ekstra gang på de her smykker og sige til, hvis de genkender noget. Det ville være skønt at levere smykkerne tilbage til de rette ejere, og så ville det ikke mindst være skønt at få koblet tyvekosterne sammen med gerningssteder og formodede gerningsmænd.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på mail njyl@politi.dk eller tlf. 114. Henvis gerne til journalnummer 5100-83968-00617-20 og husk at oplyse dit telefonnummer.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...