Gå til hoved-indhold
112
09. april 2021 - kl. 15.04

Erstatningskravet i klitsagen nedjusteres

  • 1 af 2
    FOTO: TV2 Nord
  • 2 af 2
    Hans Andersen har under hele sagen nægtet sig skyldig i alle tiltaleforhold, og derfor nægter han ifølge forsvareren også at være erstatningspligtig. Foto: TV2 Nord
Af: Kanal Frederikshavn

Det var et for stort erstatningskrav, Frederikshavn Kommune ville have for ødelæggelserne på de to klitter i Skagen. Det forklarede anklagemyndigheden fredag ved Retten i Hjørring, hvor de ifølge TV2 Nord nedjusterede det erstatningskrav, som erhvervsmanden Hans Andersen fra Aalborg og den 39-årige tiltalte skal betale til Frederikshavn Kommune, hvis de bliver dømt i sagen.

Det sker, fordi Frederikshavn Kommune har bedt om erstatning for reetableringen af de to klitter, der dækker et areal på omkring 1.600 kvadratmeter. Anklageskriftet og tiltalen mod Hans Andersen og den 39-årige entreprenør dækker dog kun et areal på 1.169 kvadratmeter.

Det oprindelige erstatningskrav løb op i 447.062 kroner, men det er nu blevet justeret til 311.974 kroner.

Det sker, fordi arealet, der er blevet reetableret, er større end det areal, de to mænd er tiltalt for at have udøvet hærværk mod en oktobernat i 2019. Regning for reetableringen er på flere punkter blevet justeret, så de to tiltalte, kun vil skulle betale 71 procent af dele af regningen, hvis de bliver dømt til at skulle betale et erstatningskrav, oplyser TV2 Nord, som følger retssagen i Hjørring.

Derudover er et element af regningen taget helt ud. Det er en regning på nye klithjelme. Det er taget ud, fordi regningen på nye klithjelme skyldes, at Frederikshavn Kommune standsede reetableringen, og derfor skulle der indkøbes nye klithjelme, fordi de i forvejen indkøbte klithjelme ikke kunne overleve udsættelsen.

Både den 39-åriges forsvarer, Jens Christian Larsen, og Hans Andersens forsvarer, Rasmus Amandusson, bestrider størrelsen på erstatningskravet.

Hans Andersen har under hele sagen nægtet sig skyldig i alle tiltaleforhold, og derfor nægter han ifølge forsvareren også at være erstatningspligtig.

Rasmus Amandusson mener heller ikke, at udgifterne til reetableringen, som Frederikshavn Kommune har haft, er dokumenteret i retten, og forsvareren mener, at udgifterne er for høje.

Det var planen, at der skulle afsiges dom i dag, men det er efter en lang dag i retten i går, blevet rykket. Retsformanden og de to domsmænd skal i stedet votere fredag i næste uge, inden der kan falde dom. Hvornår dommen falder, vides endnu ikke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...