03.02.2023 | Af: Michael Frederiksen
Færdselsuheld ved skole - smykke-indbrud i Sæby
111257
111257
Der skete tidligt fredag morgen et færdselsuheld ved Privatskolen i Frederikshavn. Heldigvis kom ingen til skade.
En 32-årig mandlig bilist fra Frederikshavn overså kl. 5.38 sin ubetingede vigepligt, da han skulle ud på Koktvedvej fra Peter Wessels Vej.
Det resulterede i, at en mandlig cyklist på 59 år kørte ind i siden af bilen. Ifølge politiet kom hverken cyklist eller bilist til skade.
På Hans Dyres Vej i Sæby var der i går indbrud i tidsrummet fra kl. 05.40 til 13.50.
En rude i et vindue er knust. Der er stjålet smykker.
- Vi hører selvfølgelig gerne fra vidner eller andre, der har oplysninger, som kan hjælpe os med opklaringen af dette indbrud, siger politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Politiet træffes på 1-1-4.