Falsk politiassistent forsøgte at bedrage 72-årig mand i Frederikshavn
Rækken af sager om ældre mennesker, der enten bliver bedraget eller forsøgt bedraget, synes uden ende. I går blev en 72-årig mand i Frederikshavn ringet op af "politiassistent Amalie Nielsen fra Københavns Politi".
Politiassistent Amalie Nielsen, Københavns Politi, findes slet ikke. Det er et opdigtet navn og titel, som vedkommende også brugte, da hun lørdag kontaktede en 72-årig mand i Hjallerup.
Hverken lørdag eller søndag havde kvinden heldet med sig.
Hun fortalte, at der var oprettet et lån på deres konti, og hun skulle nu hjælpe dem med at få tingene bragt i orden. I begge tilfælde afslog de to mænd dog at få hjælp.
- Vi har advaret om det før og gør det gerne igen. Der er aldrig nogen, som ringer og beder om koder til blandt andet betalingskort og MitID, eller sender folk ud for at hente betalingskort, udtaler politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Ingen af de 72-årige mænd fra Frederikshavn og Hjallerup gjorde, hvad "politiassistent Amalie Nielsen" bad dem om. Det glæder Peter Skovbak sig over, og han er også tilfreds med, at begge sager blev anmeldt til politiet.