Gå til hoved-indhold
22. marts 2021 - kl. 00.03

Farlig skolevej kalder på handling her og nu

  • 1 af 3
    FOTO: Privat
  • 2 af 3
    FOTO: Privat
  • 3 af 3
    Morgentrafikken foran Frydenstrandskolen på Abildvej i Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

- Det er efter min mening dybt kritisabelt og bekymrende, at Frederikshavn Kommune ikke har sikret skolevejen på Abildvej, og at prioriteringen rent økonomisk ligger nede på plads nr. 60. Dette kalder på handling her og nu.

Det skriver Janne Anthonisen, forælder til en elev i 2. klasse på Frydenstrandskolen, afdeling Abildvej, i Frederikshavn i en henvendelse til politikerne i Teknisk Udvalg og vejmyndigheden.

Hun bor i Abildhaven og har dermed første parket til at følge morgentrafikken foran skolen, som udelukkende er for de yngste elever i 0.-4. klasse,

- Det minder om noget, der tilnærmelsesvis ligner en gyser morgen efter morgen. Jeg følger min egen datter hver morgen, da hun på ingen måde kan komme over vejen selv. Vi kan ganske enkelt ikke sende små indskolingsbørn over Abildvej, mener Janne Anthonisen.

Hun gør opmærksom på, at Grundejerforeningen Abildhaven op til flere gange de seneste år har forsøgt at råbe op om de  kritisable til- og frakørselsforhold, der er omkring skolen i spidsbelastningstiderne.

- Desværre med afslag gang på gang. Nu er tiden inde til at få sat fokus på dette kæmpe problem en gang for alle, da vi ikke længere vil se på, at små børn morgen efter morgen ikke kan træde ud i den enormt fortravlede og massive morgentrafik, der hersker omkring skolen, siger Janne Anthonisen.

Skolen skriver ofte ud på Aula for at påminde forældrene om reglerne for ind- og udkørsel ved skolen.

- Jeg er nødt til at sige, at dette ikke er et forældreproblem. Vi taler om en skole for byens mindste borgere og tilmed en børnehave. Det er i den grad børn, der langt fra er trafiksikre, og da kommunen ikke på nogen som helst måde har gjort en lille indsats for at trafiksikre den store skolevej, er det klart mere sikkert at blive kørt til skole, mener Janne Anthonisen.

Frederikshavn Kommune er oven i købet i gang med at udbygge børnehaven ved skolen på Abildvej. 

- Det betyder endnu flere biler, der skal til og fra skolen. Børnehavebørn fragter heller ikke sig selv til og fra børnehave, lyder det fra Janne Anthonisen.


Der er tre indkørsler til skolen. Den første fungerer som indkørsel for de store taxabusser, men også som udkørsel for alle de biler, der skal aflevere. Indkørsel to fungerer som indkørsel, og indkørsel tre er p.t. både indkørsel og udkørsel (personaleparkering).

På selve Abildvej er der ifølge Janne Anthonisen to skilte, der indikerer "skolevej". Det ene drukner i en reklame for kommunens børnehave, og det andet står også ganske utydeligt.

- I vinterhalvåret er der ikke én eneste billist, der ser det. Tillige findes der to busstoppesteder for bybussen på Abildvej. Det ene ligger lige mellem to indkørsler til skolen. Her er der igen en potentiel meget farlig situation. Ej heller er der hastighedsnedsættelse på strækningen, bemærker Janne Anthonisen.


Hun foreslår konkret, at der etableres et fodgængerfelt og opsættes skilte med hastighedsnedsættelse og lys som på Niels Juels Vej). Og hun ved også godt, hvordan hun vil skaffe de økonomiske midler.

- Plantekrukker, poet-sten i gågaden, legepladsrenoveringer til mange millioner må prioriteres lavere, mener Janne Anthonisen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...