Gå til hoved-indhold
11. december 2014 - kl. 15.12

Fem DM-medaljer på isen - to løbere udtaget til NM

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Frederikshavn Skøjteforening havde syv løbere i aktion ved DM i Herning.
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Skøjteforening vandt fem medaljer ved DM i kunstskøjteløb. 

I weekenden 5.-7. december var der DM i kunstskøjteløb i Herning. Her deltog 86 af Danmarks allerbedste skøjteløbere. Frederikshavn Skøjteforening stillede med syv løbere i fire forskellige ungdomsrækker, og de vendte hjem med to guldmedaljer, én sølvmedalje og to medaljer af bronze.

FSF tog guldet i to rækker og fik dermed to danske ungdomsmestre. Her erobrede den 8-årige Camilla Poulsen guldet i den yngste række for Chicks-løbere. Camilla løb et flot program med fine elementer og stor udstråling. I samme række løb 8-årige Frederikke Harstad af med sølvmedaljen med høj sværhedsgrad i sine spring og et yndigt program.

I rækken Springs for løbere op til 12 år blev 11-årige Amalie Borup dansk ungdomsmester. Amalie løb et meget sikkert og flot program med høj kvalitet i både spring, piruetter og skøjteteknik.

I Novice-rækken, hvor der både løbes et kort og et frit program, vandt 14-årige Josephine Kærsgaard bronze. Hun har i rækken et meget højt teknisk niveau og høj springkvalitet.

Det blev til en bronzemedalje til den 15-årige Cecilie Dreier i juniorrækken. Cecilie løb to programmer med højeste niveau i piruetter, stor udstråling og flot skøjteteknik.

På baggrund af sæsonens præstationer udtager Elite Udvalget under Dansk Skøjte Union danske løbere til at repræsentere Danmark ved de nordiske mesterskaber (NM). NM løber af stablen i februar 2015 i Stavanger Norge. Josephine Kærsgaard er udtaget i Novicerækken til sit første NM, mens Cecilie Dreier skal med i Junior Damer - det er tredje gang, hun stiller op ved NM.

Cheftræner Lena Volokhova høster igen frugten at sit ihærdige og profesionelle arbejde med de frederikshavnske løbere, og de er allerede godt i gang med forberedelserne til de næste præstationer på is.

Samlede resultater ved DM:
Chicks op til 8 år

1. pl. Camilla Poulsen (17,30 point)
2. pl. Frederikke Harstad (15.29 point)

Springs op til 12 år
1. pl. Amalie Borup (36,87 point)

Novice op til 15 år
3. pl. Josephine Kærsgaard (69,45 point)

Junior damer op til 19 år
3. pl. Cecilie Dreier (90,90 point)
4. pl. Emma Louise Jensen (87,99 point)
8. pl. Malene Andersen (75,73 point)

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...