Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.02.2020 | Af: Michael Frederiksen

Fem indbrud i weekenden - og to tyve blev anholdt

Fem indbrud og to anholdte tyveknægte. Sådan lyder en del af indholdet på weekendens døgnrapport i Frederikshavn Kommune.

 

Fredag ved middagstid stoppede politiet en varebil ved Jerup. Den kørte rundt med stjålne nummerplader, og ikke nok med det. I bilen sad en 31-årig mand fra Sindal og en 21-årig kvinde fra Tårs. De kørte rundt med tyvekoster fra et indbrudt begået natten til fredag i Lønstrup.

Der var blandt andet stole og en vinkøler i varebilen. Manden og kvinden, som er gamle kendinge af politiet, blev anholdt, og lidt senere erkendte de det pågældende indbrud på Harerenden i Lønstrup.

Den 31-årige mand blev også sigtet for narkokørsel, ligesom der blev fundet amfetamin i bilen. Begge blev løsladt efter endt afhøring.

Fra et sommerhus på Trondsvej i Skagen er der stjålet designermøbler. Tyve er i perioden fra 29. december til 16. februar sluppet af sted med seks Nanna Ditzel-spisestuestole, seks 7'er-stole fra Fritz Hansen, to svanestole med sort læder og en PH Snowball, som var klippet ned fra loftet. Der var brudt et vindue op.

På Elmevej i Frederikshavn har en familie haft indbrud, mens de var bortrejst i perioden fra 12.-16. februar. Der er aflistet en rude, hvorefter tyvene kunne åbne døren. Politiet oplyser, at der er stjålet en bærbar computer, en loftlampe, et bakkebord og dyner.

Lørdag mellem kl. 16 og 20 var der indbrud på Brorsonsvej i Sæby. Et vindue blev brudt op. Der er stjålet en Playstation 4 med diverse spil, smykker, kontanter (euro) og flere Kay Bojesen-figurer.

Natten til lørdag var der indbrud i værtshuset Munken i Danmarksgade 5A i Frederikshavn. En vindue ud mod Danmarksgade blev knust mellem kl. 02.00 og 03.15, men der er tilsyneladende ikke stjålet noget.

Det er der til gengæld hos bilfirmaet Uggerhøj, Søndergade 258, som havde indbrud natten til fredag. Også her er der knust et vindue. Der er hverken stjålet biler eller reservedele, men derimod en grå og gul gulvvasker af mærket Kärcher.

Har du set eller bemærket noget de omtalte steder, hører Nordjyllands Politi gerne fra dig på 1-1-4.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close