Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.03.2021 | Af: Michael Frederiksen

FfI-formand: Kindhest til Folkeoplysningsudvalget

Formand Peter Laigaard, FfI Håndbold: - Det er jo et fuldstændigt surrealistisk forløb helt tilbage fra starten af 2019.
Efter tre gange at have fået afvist en klage over manglende udbetaling af lokaletilskud blev fjerde gang lykkens gang for FfI Håndbold, som dog alligevel retter en sønderlemmende kritik af sagsforløbet i Frederikshavn Kommune. FfI Håndbold vurderer, at tiden måske er løbet fra Folkeoplysningsudvalget, Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF) og Idrætssamvirket Frederikshavn Kommune (IS).

 

- Det er jo et fuldstændigt surrealistisk forløb helt tilbage fra starten af 2019. Vi havde faktisk opgivet efter tre afslag i Folkeoplysningsudvalget, hvor vi med skiftende begrundelser helt åbenlyst blev diskrimineret som klub af et udvalg, der er domineret af ikke-folkevalgte fra de to paraplyorganisationer fra FUF og IS. Begge styres af to formænd, der åbenlyst forfølger egne interesser fremfor at være foreningernes tillidsmænd, udtaler Peter Laigaard, formand for FfI Håndbold.

Sagen handler om, at FfI Håndbold i perioden fra 1. januar 2019 til og med 31. juli 2019 havde udgifter til leje af den selvejende institution Syvstenhallen på 73.998 kroner svarende til 272 timer. Ved fuld refusion kunne FfI modtage 55.498 kroner i lokaletilskud. I samme periode kunne Syvsten IF modtage 28.779 kroner i lokaletilskud. Folkeoplysningsudvalget behandlede sagen i december 2019. Syvsten IF fik sit tilskud, mens FfI’s ansøgning blev udsat uden begrundelse.

En måned senere behandlede Folkeoplysningsudvalget igen sagen. Denne gang blev det til et blankt afslag. FfI klagede, men udvalget fastholdt på mødet i juni 2020 sit afslag med den begrundelse, at udvalget ikke ønsker at støtte professionel eller semiprofessionel idræt (Vendsyssel Håndbold, som spiller på FfI’s licens).

- Forløbet viser, at tiden måske er løbet fra både Folkeoplysningsudvalget, men også de to paraplyorganisationer, som senest i forbindelse med indførslen af en ny frederikshavnerordning fuldstændigt valgte at ignorere de mange klubber, som gjorde store indsigelser, siger Peter Laigaard.

De syv byrådsmedlemmer i Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) nåede onsdag frem til en anden konklusion. De fulgte indstillingen fra teknik- og kulturdirektør Thomas Eriksen om, at ansøgningen fra FfI Håndbold skulle imødekommes.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi får refunderet vores retsmæssige beløb og vil gerne takke KFU-medlemmerne, som har valgt at give Folkeoplysningsudvalget en kindhest ved at underkende deres tidligere beslutninger - og dermed overholde Folkeoplysningsloven. Personligt mener jeg, at Folkeoplysningsudvalgets magt og kompetencer fra starten af burde være placeret i KFU. Så havde vi undgået det her forløb, hævder FfI-formanden.

Han finder det bemærkelsesværdigt, at Mette Hardam (V), formand for KFU og medlem af Folkeoplysningsudvalget, stemte for et afslag i Folkeoplysningsudvalget, men onsdag skiftede hun mening i KFU og var tilhænger af at imødekomme ansøgningen fra FfI.

- Både Venstres tidligere KFU-formand Anders Broholm og nu Mette Hardam har sagt nej til, at vi skulle have vores retsmæssige tilskud. I denne uge fik piben pludselig en anden lyd. Hvad der ligger til grund for dette holdningsskifte i Venstre, kan man jo kun spekulere over. Men er det et udtryk for, at man nu i højere grad vil støtte klubber og foreninger, der kæmper mod corornaen og dens virkninger på foreningslivet, er der da kommet noget godt ud af vores langvarige og ressourcekrævende kamp, udtaler Peter Laigaard.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close