Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
07.07.2020 | Af: Marcus Linkhorst

Flemming Rasmussen genopstiller til byrådet

På trods af et parti i krise regner byrådsmedlem Flemming Rasmussen (DF) med, at han stiller op til byrådet igen ved kommunalvalget i november 2021. Han mener stadig, at Dansk Folkepartis politik er den rigtige. 

 

Flemming Rasmussen har siddet i byrådet siden 2013. Dengang havde partiet fire byrådsmedlemmer. Det blev halveret ved kommunalvalget i 2017, og i dag er Flemming Rasmussen den eneste DF'er i byrådet i landets nordligste kommune.

På landsplan er DF i frit fald, men det lokale byrådsmedlem fastholder, at partiets politik er den rigtige. Det gælder ikke mindst på udlændingeområdet.

- Vi har bare fået andre politikere, blandt andet Nye Borgerlige, Stram Kurs samt Venstre, der har forsøgt at trække vores stemmer til sig med udlændingepolitikken. Socialdemokraterne det samme. Men de gør det kun af ord. De gør det ikke af mening. Der sker ingenting inde i Folketinget. Socialdemokratiet og Venstre vil ikke. Hvis du kan forestille dig et Folketing uden Dansk Folkeparti, så ville der ikke ske noget på udlændingepolitikken. Der ville ikke blive strammet op, og det er deres ærlige mening i de to partier. De gør det kun, fordi de bliver presset af Dansk Folkeparti, hævder Flemming Rasmussen.

Werner Flissikowski meddelte i juni, at han trækker sig som næstformand i DF, Frederikshavn Kommune. Han mener ikke, at Kristian Thulesen Dahl lytter efter kritikere i partiet. Det er dog ikke Flemming Rasmussens opfattelse - og selv har Kristian Thulesen Dahl blandt andet været på turné i baglandet.

- Efter valget i 2019, hvor DF fik et dårligt resultat, er der blevet holdt møder rundt om i hele landet. De har hørt på, hvad vi siger, og så er der sket nogle ting i hovedbestyrelsen og der kommer mere lokal feedback, hvor der bliver udpeget 10 lokale organisationsformænd, og de skal så sidde i hovedbestyrelsen også og komme med indspark fra lokalforeningerne rundt om i landet.

Mærker du opbakning til Kristian Thulesen Dahl heroppe?

Flemming Rasmussen tøver, inden han svarer:

- Altså, det er jo, som det altid har været. Vi kæmper jo for kommunalpolitikken. Så har vi kontakt med Christiansborg, når vi synes, vi har behov for noget viden på den ene eller anden måde. De interesserer sig jo ikke så meget for det lokalpolitiske heroppe, selvfølgelig når der sker noget. For eksempel når Lars Oldager kommer ind i byrådet i stedet for Kasper Lau. Det er jo irriterende ad h...... til, men Lars Oldager skiftede parti allerede i foråret 2019, tror jeg, det var.

Flemming Rasmussen har stemt meget sammen med Socialdemokratiet i byrådet. Han køber dog ikke præmissen om, at han er den 19. socialdemokrat i byrådet.

- Nej. Det er jeg ikke. Jeg har helt bevidst placeret DF mellem Socialdemokratiet og Venstre. Det har været vores mulighed for at få indflydelse - ellers havde de kørt med det hele.

DF stiller sit hold til kommunalvalget i oktober i år, og det kan godt blive svært lige nu hele partiets situation taget i betragtning.

- Det er jo lidt svært lige nu, men nu skal vi se, om vi kan få stillet et hold, der kommer frem i medierne. Vi er jo ikke mediernes kæledægge. DF har aldrig været pressens kop te.

Flemming Rasmussen fremhæver også, at det er svært at skille sig ud i kommunalpolitik og fremhæver samtidig tidligere DF-byrådsmedlem Kasper Lau, der har haft socialområdet som sin mærkesag.

- Men i kommunerne er vi meget enige. Det er svært at finde nogle emner, hvor vi er meget uenige. Men i kommunalt regi er det meget få ting, vi kan skille os ud ved og sige, det gør vi ikke. Men Kasper Lau har eksempelvis haft en skarp profil på socialområdet og især unge og folk, der skal have hjælp. Dem har han haft god fokus på, hvor S bare har buldret derudad, men Kasper så har sagt nej.

Sidste budget, der blev lagt i kommunen, var ikke med en samlet DF-gruppe. Flemming Rasmussen var med i budgetforliget. Det var Kasper Lau ikke. Det betyder ikke det store for Flemming Rasmussen, da de stadig var enige om partiprogrammet.

- Vi havde hver vores holdning. Det var ikke noget, jeg lagde en hel masse i, for Kasper havde sin holdning til det område, og jeg er jo en gammel rotte, og det har vi snakket om, at vi har nogle forskellige områder at fokusere på. Men vi er enige om partiprogrammet, og det er det vigtige.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close