05.01.2021 | Af: Michael Frederiksen
Fodboldklub drejer nøglen efter bare 15 måneder
103512
103512
Selvtilliden var stor, da fodboldklubben FC Nord Frederikshavn blev stiftet i efteråret 2019, men nu er klubben fortid - efter mindre end 15 måneders eksistens.
- COVID-19 har bremset for al aktivitet, og på dette grundlag kan FC Nord Frederikshavn ikke eksistere i længden, og derfor er nøglen drejet, oplyser klubbens formand til Kanal Frederikshavn.
Han frabeder at få sit navn nævnt.
FC Nord Frederikshavn havde et U14-hold tilmeldt i DBU Jyllands turnering. Her opnåede den nystartede klub en andenplads i sin pulje i Liga 5 i efteråret 2020. Liga 5 er det nederste niveau i U14.
Det var en forældregruppe fra FfI Fodbolds U13-gruppe, som i efteråret 2019 tog initiativ til FC Nord Frederikshavn. Dengang var armbevægelserne store.
- Forældrene efterspørger en klub, der - ud over det sjove i sporten - også har en vindermentalitet tilstede for de unge. Det blev vi enige om godt kan lade sig gøre i en klub, der er nytænkende og kigger på fremtidens og nutidens fodboldtaktik, udtalte formanden til Kanal Frederikshavn.
Klubben blev stiftet 17. oktober 2019 og var både medlem af DBU og DGI.
- Vi har nogle drenge, der vil lidt mere end at tabe samtlige kampe på et halvt år, så kampånden mangler ikke i FC Nord Frederikshavn, lød det fra formanden, der også drømte om at udvikle spillerne og sende dem videre til større klubber.
I talte om nytænkning og vindermentalitet. Var der ikke opbakning til jeres idéer?
- Vi stoppede grundet COVID-19, svarer formanden.
FfI Fodbolds U14-hold har også haft det svært, efter at FC Nord Frederikshavn så dagens lys. I efteråret rykkede FfI's førstehold - sammen med IF Skjold Sæby - ned i Liga 4.