Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.06.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Forlig sætter punktum i klitsagen fra Skagen

Frederikshavn Kommune har indgået forlig med de gerningsmænd, som skamferede en klit ved Skagen Sønderstrand, så nu er sagen afsluttet, oplyser TV2 Nord.


 

Det trak overskrifter, da ukendte gerningsmænd en oktober-nat i 2019 fjernede sand fra en klit ved Skagen Sønderstrand. Sagen kom siden for retten, og de ansvarlige blev dømt, men retten afgjorde ikke, hvem der skulle betale for at få genetableret klitten.

Derfor var der lagt op til et civilt søgsmål, hvor Frederikshavn Kommune havde rejst et erstatningskrav på 312.000 kroner. Erstatningssagen kommer dog aldrig for retten, da kommunen har indgået et forlig med modparten.

- Vi har fået de penge, som vi har sagt, vi skulle have, og derfor har vi sagt, at det er okay, at vi ikke skal mødes i retten, siger borgmester Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn Kommune, til TV2 Nord.

Der faldt dom i straffesagen i april sidste år. Her blev erhvervsmanden Hans Andersen fra Aalborg og en 39-årig entreprenør kendt skyldige i hærværk på klitterne og for overtrædelse af flere bestemmelser i naturbeskyttelsesloven.

Både Hans Andersen og entreprenøren fik en betinget fængselsstraf på 60 dage. Samtidig blev begge idømt 80 timers samfundstjeneste.

Frederikshavn Kommune sendte ifølge Skagens Avis i slutningen af november sidste år via sin advokat en stævning til Retten i Hjørring med påstand om at opnå erstatning for alle udgifter, som blev påført kommunen i forbindelse med hærværk på to klitter ud for en ejendom på Østre Strandvej i det nordligste Skagen.

- Nu er der faldet en strafferetslig dom, og er erstatningsspørgsmålet er også afgjort nu ved, at vi har indgået et forlig og fået alle pengene tilbage for de skader, der er påført. Så nu kan vi få lukket sagen, siger borgmesteren.

 

BillederTilføj billede


FOTO: TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close