Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.09.2022 | Af: DEBAT-INDLÆG

Formand: Dyrt, hvis forebyggelsen nedlægges

Formand Fie Mølholt, Kræftens Bekæmpelse Frederikshavn Lokalforening: - Det bliver dyrt, hvis forebyggelsen på sundhedsområdet nedlægges i kommunen. Vi håber derfor meget, at byrådet vil fjerne besparelsen, når de skal behandle budgettet for 2023.
Formand for Kræftens Bekæmpelse, Frederikshavn Lokalforening, Fie Mølholt, sender denne opfordring til Byrådet om kraftigt at overveje at ændre mulig beslutning om besparelser i Social- og Sundhedsudvalget i budgetforslaget for år 2023.

 

Det er med stor bekymring, at vi i referatet fra Social- og Sundhedsudvalgets møde fra 8. august kan læse, at der er lagt op til en lukning af kommunens sundhedsfremmende og forebyggende indsatser omkring rygestop, alkohol og overvægtsamtaler. Det er en besparelse her og nu, men det vil blive meget dyrt for kommunen i længden.

Frederikshavn halter allerede bagefter på sundheden
Hvis vi ikke tilbyder hjælp og støtte til de borgere, som ønsker det, så står vi med en langt større regning frem i tiden.

Rygning alene har været årsagen til omkring 15% af alle kræfttilfælde i perioden 2008-2018. Det virker også paradoksalt, at man vil fastholde kronikerrehabiliteringen, hvor mange af brugerne er ramt af kræft, KOL, hjertesygedomme mv.; sygdomme vi ved kan forebygges gennem de borgerrettede sundhedstilbud.

Frederikshavn Kommune halter stadig efter nogle af vores nabokommuner. 15% af kommunens borgere over 16 år ryger dagligt. I Hjørring og Brønderslev Kommuner er det henholdsvis 14,9% og 13,7%, og for hele regionen er det 14,2% iflg. undersøgelsen af danskerne sundhedsvaner fra 2021. Og tallene ser ikke meget bedre ud, hvis vi kigger på alkoholindtag og overvægt.

Hvad med den røgfri fremtid?
75% af rygerne vil gerne stoppe med at ryge. Så hvorfor gør vi ikke en større indsats for at hjælpe denne gruppe? I 2017 var det 19,4% af kommunens borgere over 16 år, der røg dagligt.
Kommunens indsats og tilbud har altså hjulpet, så lad os fortsætte med den, så antallet af daglige rygere kan komme endnu længere ned.

Frederikshavn Kommune indtrådte i 2018 i partnerskabet Røgfri Fremtid. Et partnerskab, hvor kommunen bl.a. har forpligtet sig til at arbejde for at børn og unge kan vokse op uden røg, og at sikre at færre ryger, så færre bliver syge af tobaksrøg.

Vi har med afsæt i spareforslaget svært ved at se, hvordan kommunen fremadrettet vil arbejde for det. Intentioner er ikke nok, der skal også være handling bag ordene.

Det bliver dyrt, hvis forebyggelsen på sundhedsområdet nedlægges i kommunen. Vi håber derfor meget, at byrådet vil fjerne besparelsen, når de skal behandle budgettet for 2023. Der skal i stedet sættes endnu mere fokus på forebyggelse, som på længere sigt kan give færre udgifter - ikke kun på sundhedsområdet, men også på bl.a. beskæftigelsesområdet.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close