Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
26.10.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Fredag aften: Politikere viser moden i gågaden

Borgmester Birgit S. Hansen (S), Mette Hardam (V), Christina Lykke (SF), Rasmus Bang Pedersen (NB), John Lamp Henriksen (C) og Thomas Hjort (DF) indtager catwalken, inden der er paneldebat.
Seks modige politikere kan fredag aften opleves på den røde løber i gågaden i Frederikshavn, når butikkerne holder åbent til kl. 21.00 i forbindelse med Open By Halloween.

 

Butikkerne frister traditionen tro med nogle uhyggeligt gode tilbud, og der vil være forskellige oplevelser og bunkevis af græskar til gratis udskæring på Kirkepladsen og Fisketorvet.

Den røde løber rulles ud på Stentorvet, hvor T.h. Bergs Gade og Kirkegade rammer gågaden. Kl. 19.30 indtager borgmester Birgit S. Hansen (S), Mette Hardam (V), Christina Lykke (SF), Rasmus Bang Pedersen (NB), John Lamp Henriksen (C) og Thomas Hjort (DF) catwalken.

De seks politikere vise efterårsmode fra SøndergaardF, Lædermagasinet, Skoringen, Lundberg FRH, Vero Moda samt Tøjeksperten Frederikshavn.

Efter mini-modeshowet - hver kandidat viser kun ét sæt tøj - er der politisk debat på Stentorvet ved caféborde. Michael "Mif" Frederiksen fra Kanal Frederikshavn styrer slagets gang. Har du spørgsmål eller idéer til Frederikshavns udvikling, så kom forbi og deltag i debatmødet.

Midtbyens nye samlingsscene på Kallstorv omdannes til et (u)hyggeligt byrum næsten som et helt "horror house". Når mørket falder på, vil der være levende spøgelser og monstre.

- Kig endelig forbi, hvis du tør, siger handelschef Dan Kobberup fra handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK.

Du kan også deltage i en udklædningskonkurrence mellem kl. 16.00-17.00. Der er præmier til alle udklædte børn på Kallstorv ved Jerry's, og i tillæg udvælger et erfarent panel ligeledes fire vindere i to alderskategorier (0-8 år og over ni år). De vinder hver et FREDERIK-gavekort på 250 kroner.

På torvet er der også gratis ansigtsmaling og tattoos samt masser af uhygge med røg, damp, lys og lyd samt levende spøgelser, når mørket falder på fra klokken 17.00 og helt indtil klokken 21.00.

Fra kl. 15.00-19.00 er der på Kirkepladsen og Fisketorvet bunkevis af gratis græskar, så længe lager haves.

- Kig forbi og udskær dit eget uhyggelige græskar. Ildsjæle fra Skøjte og Sports Forening Nord står klar til at hjælpe og vejlede, oplyser Dan Kobberup.

Du kan også få en tur i vognen, som trækkes af spøgelseshesten Luke. Turen mellem Kirkepladsen og Fisketorvet er gratis, og det er fra kl. 16.00 til 19.00.

Den store drabelige drage Malix bevæger sig rundt i gågaden fra kl. 16.00. Her er der mulighed for årets mest uhyggelige selfie, hvis du vel at mærke tør gå tæt på dragen.

Fra klokken 17.00-19.30 spreder Mobildiskotek Unique stemning med gode hits fra 80-90'erne på Stentorvet. Det er som opvarmning til modeshow og paneldebat.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close