21.06.2022 | Af: Michael Frederiksen
Frederiksen og Gaarde med mod Bangsbo Freja
108945
108945
I efteråret modtog Søren Frederiksen Årets Guld Harald. Fredag aften er han tillbage i Frederikshavn, men denne gang iklædt fodboldstøvler.
|
Seks spillere med en fortid i AaB er med på Old Boys-landsholdet, som fredag aften spiller opvisningskamp mod et udvalgt Old Boys-hold fra Bangsbo Freja i anledning af frederikshavnerklubbens 90-års jubilæum.
DBU har netop meddelt, at cheftræner Per Andersen sender følgende mandskab i aktion i Frederikshavn:
1. Mogens Krogh
2. Stig Tøfting
3. Steven Lustü
4. Thomas Augustinussen
5. Chris Sørensen
6. Hans Henrik Andreasen
7. Allan Gaarde
8. Kasper Risgaard
9. Peter Graulund
10. Martin Jørgensen
11. Søren Frederiksen
12. Jacob "Taz" Sørensen
13. ?
14. Thomas Gaardsøe
Per Andersen er træner, John Holger Larsen varetager jobbet som holdleder, Søren Kaalund er læge, Henrik Bøgvad fysioterapeut og Simon Rasmussen Team Manager.
Set med frederikshavnske briller er det glædeligt, at Søren Frederiksen er at finde i truppen. Han skiftede i en ung alder fra FfI til Viborg og nåede at blive dansk mester med både AaB og Silkeborg IF. Han er noteret for seks A-landskampe, hvor det blev til én scoring hjemme mod Wales.
Old Boys-landsholdet var i aktion så sent som i fredags, hvor det blev til en knusende 14-2-sejr over Terndrup IF. I forhold til den kamp er der otte gengangere i truppen mod Bangsbo Freja.
Tidligere i foråret vandt Old Boys-landsholdet med 8-2 over Mønsted IF, som endda stillede op med klubbens tophold i serie 3. Ebbe Sand lavede hattrick. Og i årets første kamp vandt Old Boys-landsholdet med 4-1 over Aabenraa BK. Der venter givetvis Bangsbo Freja en meget stor udfordring.
Børn til og med 14 år har gratis adgang til kampen, som Claus Bo Larsen fløjter i gang kl. 18.30 - øvrige skal betale 50 kroner. På pladsen vil der være mulighed for at købe pølser og drikkevarer.