Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.02.2020 | Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn har mistet markant erhvervsmand

Bent Sørensen ville være fyldt 71 år i næste uge.
Bent Sørensen - en af Frederikshavns markante erhvervsmænd - er død. Han sov søndag 2. februar stille ind på Hospice Vendsyssel efter i næsten et år at have kæmpet med en kræftsygdom. Han blev 70 år. 


 

Bent Sørensens ubetinget bedste handel skete kort tid inden finanskrisen i 2008. Her afhændede han aktiemajoriteten i Hydra Tech A/S til kapitalfonden Odin Equity Management. Det var et salg, som indbragte frederikshavneren over 500 millioner kroner. På det tidspunkt var der 165 medarbejdere i Vrå og 125 medarbejdere på fabrikken i Suzhou i Kina.

Som ung ingeniør blev Bent Sørensen ansat hos Hydro Cylinder Nord i Frederikshavn. Virksomheden blev efterfølgende overtaget af den finske koncern Valmet og skiftede navn til Hydra Tech A/S. I den forbindelse blev Bent Sørensen udnævnt til administrerende direktør.

Efter nogle miljømæssige kontroverser med Frederikshavn Kommune valgte Bent Sørensen at flytte sin virksomhed til Vrå. Flytningen blev effektueret ved årsskiftet 1989/1990. Privat blev Bent Sørensen boende i Frederikshavn sammen med sin kone, Ellen Spanner.

Efter en vellykket rekonstruktion i 1992 overtog Bent Sørensen Hydra Tech A/S. Virksomheden producerer hydrauliske cylindere til den maritime sektor og til off-shore sektoren. De senere år er kunderne i vindmøllebranchen desuden vokset markant. I 2003 etablerede virksomheden sig i Kina, i 2010 i USA, og i 2011 gik Hydra Tech ind i vindmøllebranchen med overtagelsen af AVN Energy.

Bent Sørensen var en mand med en stærk vilje og et heftigt temperament, så samarbejdet med kapitalfonden gik ikke som planlagt, hvilket han heller ikke lagde skjul på blandt andet i et interview i Børsen. Efter nogle år solgte han derfor også den resterende del af sine aktier i selskabet.

Bent Sørensens unikke virkelyst gjorde, at han straks kastede sig ud i nye erhvervseventyr. Han blev medejer af Mekanord i Frederikshavn, der i dag er omdøbt til ME Production. Scrubber-fabrikanten er det seneste halvandet år gået fra 50 til 180 medarbejdere.

En anden investering - Scandinavia Farms Invest A/S - er ramt af store udfordringer. Bent Sørensen investerede sammen med en række andre danske erhvervsfolk i en kæmpe svinefarm i Kina, hvor det var planen at producere 250.000 slagtesvin om året. Den plan er imidlertid ændret markant som følge af svinepesten, der har betydet, at man stort set har måtte lukke projektet i Jiangsu-provinsen i Kina.

Som forretningsmand var Bent Sørensen typen, der havde lettere ved at få øje på mulighederne end på risici og trusler. Og der var bestemt ikke langt fra tanke til handling, når først han havde truffet en beslutning. Han elskede at sætte ting i gang og se dem vokse. Penge interesserede ham sådan ikke. Han ville hellere have en ny drejebænk end en bil.

Fodbold var hans store fritidsinteresse. Især AaB stod hans hjerte nær, og han lagde de senere år flere millioner kroner i superligaklubben. Trods sygdom fulgte han AaB’s kampe til det sidste.

Nogle måneder før sin død forærede Bent Sørensen og hans kone Frederikshavn Golf Klub 3 x 200.000 kroner. Pengene skal specifikt bruges på at gøre banen endnu bedre, blandt andet i forbindelse med den internationale turnering, Challenge Tour, som i august 2020 afvikles i Frederikshavn.

Bent Sørensen støttede også gavmildt andre klubber, blandt andet FfI Håndbold efter Frederikshavn Fox' konkurs, ligesom han senere også hjalp Vendsyssel Håndbold.

Fremadrettet vil det være sønnen Jesper Spanner Sørensen, der hovedsagelig vil stå i spidsen for de forskellige aktiviteter, som familiens hovedselskab, Højvangen A/S, er involveret i.

Ud over sin kone og søn efterlader Bent Sørensen datteren Jannie Spanner Kristiansen, der er dyrlæge, og fem børnebørn.

Bisættelsen finder sted fredag 7. februar kl. 14.00 fra Fladstrand Kirke i Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close