Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.03.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Kommune lukker aktivitetscentre

Ældre, handicappede og særligt udsatte er i fokus i disse dage, hvor Frederikshavn Kommune sætter nye tiltag i værk for at mindske smittespredning af corona.



 

- Det er en hård tid, hvor vi skal være nærværende på afstand. Lige nu er det vigtigste, at vores mest udsatte grupper ikke bliver udsat for smitterisiko, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Der sker gennem en lang række initiativer, der sørger for at holde de udsatte grupper isoleret for dermed at mindske risikoen for smittespredning.

- En af de ting, vi har set os nødsaget til at gøre, er at lukke aktivitetscentrene. Der er fundet andre løsninger for de, der plejer at spise der, og de demente kan komme i dagtilbud på Ingeborghus i Frederikshavn og Gavlhuset i Strandby, forklarer borgmesteren.

Frederikshavn Kommunes opsøgende medarbejdere er opmærksomme på de borgere, der tidligere har brugt offentlige tilbud og væresteder, og fra mandag bliver der iværksat en ekstraordinær indsats i det opsøgende arbejde.

Ingen besøg af pårørende
Blandt initiativerne er blandt andet skilte ved plejecentre og specialtilbud, der opfordrer til, at pårørende ikke kommer på besøg. Der findes selvfølgelig undtagelser til reglen, blandt andet ved døende beboere eller svært demente, som har brug for at rutiner overholdes, men i disse tilfælde skal pårørende bruge andre indgange, der begrænser kontakten til andre beboere og personale.

- For at sikre et højt informationsniveau har plejecenterledere været i telefonisk kontakt med pårørende til beboere på plejecentrene. De har informeret om, at vi sørger for, at alle får den nødvendige pleje, og at vi appellerer til, at man ikke besøger borgerne på plejecentrene, udtaler Birgit S. Hansen.

På tilsvarende vis har pårørende til beboerne på handicap- og psykiatriområdet fået brev med opfordring til at undlade at aflægge besøg i den kommende tid.

Hjemmehjælpen bliver berørt
Tiltagene mod smittespredning kommer ikke kun til at berøre dem, der er på plejecentrene. Også de, der modtager hjemmehjælp, vil opleve en forandring.

- Vi har netop færdiggjort et brev, som vil blive udleveret til vores hjemmehjælpsmodtagere, næste gang hjemme- eller sygeplejen kommer forbi. Her opfordrer vi dem til, at de skal undlade at få besøg af venner og familie. I stedet skal indkøb stilles foran døren og kontakten skal være telefonisk – alt sammen initiativer, der skal sørge for, at de ikke bliver smittet, forklarer Birgit S. Hansen.

Men det er ikke kun pårørende, der skal ændre opførsel. Også leveringer fra eksempelvis madservice og leverancer fra Hjælpemiddeldepotet vil have fokus på at holde afstand og tager alle de hygiejnemæssige foranstaltninger.

Reducering i hjemmeplejen
Det aktuelle nødberedskab, som har været indført siden onsdag 11. marts, betyder, at hjemmeplejen foretager en individuel vurdering i forhold borgernes konkrete behov. En vurdering, som kan betyde mindre hjælp i de kommende uger.

- At vi er i nødberedskabet betyder, at medarbejdere er hjemsendt. Ved at reducere den praktiske hjælp nu, kan personale, som nu er sendt hjem, indkaldes, hvis/når der bliver brug for dem. Rengøring, hjælp til indkøb og håndtering af vasketøj vil derfor være reduceret i den kommende periode, siger Birgit S. Hansen.

Nødberedskabet gælder uanset, om det er kommunen eller den private leverandør, man bruger.

En række tilbud lukkes midlertidigt
• De kommunale sundhedscentre og træningscentre er lukket i den kommende tid. Sygeplejersker, diætister og terapeuter har aflyst holdtræning og undervisningshold og kontakter borgerne telefonisk. Terapeuterne laver individuelle vurderinger i forhold til hjemmetræningsbesøg, så ingen borgere lider overlast, men får kritisk nødvendig genoptræning

• Dagtilbud, psykiatriske støttecentre og misbrugsbehandlingen er også lukket p.t., men substitutionsbehandling på Søster Annas Vej fortsætter. Her kan der dog være tilpasninger som for eksempel nye åbningstider

• Lægekontakten kan eventuel blive telefonisk som alternativ til fremmøde

• Borgere, der har brug for kommunens hjælp, kan kontakte Visitationsenheden og Hjælpemiddelenheden. De har udvidet deres telefontid på alle hverdage fra kl. 8.00 til kl. 15.00.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close