Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.11.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

'Frederikshavn' - ny sang, nyt album og nyt navn

At Sonny Møller har taget aliasset Manden & Den Øde Ø, er et bevidst valg for at fremme sin musikkarriere.
Under navnet Manden & Den Øde Ø udsender singersongwriter, pladeselskabsdirektør, booker, producer og musiker Sonny Møller - født og opvokset i Frederikshavn - albummet "Sådan er det jo!".

 

13 sange, bygget over virkelige hændelser, menneskelige møder og nedslag, der har gjort indtryk gennem hans liv. Fra en barndom på havnen i Frederikshavn til livet som musiker og sangskriver.

Møller er en erfaren musiker. Med sin guitar og tasken fuld af sange, har han væltet et utal af spillesteder landet over med både Møllerske coverversioner og sange fra egen hånd. Altid med en vis portion humor, lune og et glimt i øjet.

Musikken er folk-pop med en traditionel instrumentering og Manden & Den Øde Ø trækker på visetraditionen med sin fortællende vokal. I flere af sangene messer han nærmest teksterne ud og i andre er det mere ind til benet vers, omkvæd og derudaf. På albummet medvirker et hold håndplukkede og kompetente musikere og Møller har selv siddet bag knapperne og produceret og mixet albummet.

Smugkro, øretæver og mord i provinsen

"Sådan er det jo!" kommer vidt omkring i fortællinger om Møllers liv og oplevelser. Allerede som 11-årig arbejdede han som bydreng for sin bedstefar, Arne Mælkemand, der havde en købmandsbutik i Frederikshavn. I baglokalet var en smugkro, hvor de lokale fiskere og andet godtfolk holdt til.

Der blev drukket, fortalt røverhistorier og slået på tæven blandt de mange skæbner og hårdhudede fiskertyper, som holdt til der. På sangene "Frederikshavn" og "Træsko på havnen" tager Møller afsæt i miljøet og stemningen fra dengang. På "Blodmåne i provinsen" stifter vi bekendtskab med Mr. Leemand, vold, død, arv og miljø fra en flække i provinsen.

Albummet rummer desuden fortællinger om indre dæmoner, som på afslutningsnummeret "Alle stemmerne i mit hoved", hvor hvert vers slutter med "Jeg vil hellere drikke øl", samt sange om kærlighed og intimitet, krigen i Ukraine og en hyldestmelodi til kollegaen Christian Alvad, den meget afholdte og respekterede danske guitarist.

Manden & Den Øde Ø
Manden & Den Øde Ø er en seriøs, lun og ærlig singer-songwriter hvis mission er at dele ud af de mange historier fra et alsidigt og begivenhedsrigt liv. Fra sin egen øde ø, helt alene med sine tanker, kommer musik, sange og betragtninger fra hverdagen med kærlighed, indre kampe, humor, varme og historier fra en svunden tid.

Forud for albummet har Manden & Den Øde Ø udsendt singlen, der også er titelnummeret på albummet "Sådan er det jo!" Tidligere udgivelser tæller blandt andet nummeret "Lille Sten", der fortsat bliver spillet på P5.

At Sonny Møller har taget aliasset Manden & Den Øde Ø, er et bevidst valg for at fremme sin musikkarriere. Frederikshavneren har nemlig oplevet, hvordan ingen kulturhuse eller -steder vil hyre en Sonny. De synes, det er et værtshusnavn. Så nu kalder han sig Manden & Den Øde Ø i håb om en bedre modtagelse. 

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close