Gå til hoved-indhold
13. juni 2022 - kl. 00.06

Frederikshavn værtsby for VM i firmaidræt i 2026

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn bliver værtsby for World Company Sport Games i 2026, som er det officielle navn for "VM i firmaidræt", der afvikles hvert andet år og samler minimum 3.000 deltagere fra hele verden.

Arena Nord bliver hjemsted for World Company Sport Games i 2026. Frederikshavn har søgt et par gange uden at få værtsskabet, men nu er det en kendsgerning, at "VM i firmaidræt" kommer til hele Frederikshavn Kommune.

Deltagerne skal konkurrere i 25 idrætsgrene:
Badminton
Basketball
Beachvolley
Beachhåndbold
Bowling
Bridge
Skak
Dart
Fodbold
Golf
Håndbold
Minigolf
Skydning
Svømning
Bordtennis
Atletik
Volleyball
Stand Up Paddling (SUP)
Svømning (åbent vand)
Tennis
Floorball
Cykling
Petanque
Orientering
Mountainbike

Tilbage i 2017 gav Økonomiudvalget et foreløbigt tilsagn om, at man vil se positivt på en ansøgning om et økonomisk tilskud til sportsbegivenheden. Nu er det en kendsgerning, at World Company Sport Games kommer til Frederikshavn, og ud af et samlet budget på 8,7 millioner kroner skal Frederikshavn Kommune betale 1,5 millioner kroner.

Sagen drøftes i Økonomiudvalget i denne uge. Direktionssekretariatet indstiller, at ansøgningen på 1,5 millioner kroner imødekommes.

Deltagernes ophold i Frederikshavn Kommune kan på basis af erfaringer med andre sportsarrangementer ventes at give en lokal omsætning på omkring 30 millioner kroner.

- World Company Sport Games vil komme til at kræve et kæmpe planlægningsarbejde i samarbejde med de lokale firmaklubber og idrætsforeninger på tværs af kommunen, og der vil blive idrætsaktiviteter i både Skagen, Sæby og Frederikshavn. Det bliver en unik mulighed for virkelig at vise verden, hvad vi mestrer i Frederikshavn, en sammenhængskraft mellem en lang række foreninger i kommunen samt rigtig mange frivillige. Vi kommer til at arrangere et breddesportsevent som de største byer i verden vil misunde os, skriver Arena Nord i sin ansøgning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...