Frederikshavner ramte stor V75-gevinst og blev 409.263 kroner rigere
En Bet25-spiller hos DK Café på hjørnet af Hjørringvej og Constantiavej i Frederikshavn fandt de syv rigtige i V75 og vandt over 400.000 kroner.
Den sad lige i skabet – V75-kuponen indleveret hos DK Café i Frederikshavn.
Da spillet blev gjort op efter de syv svenske travløb, hævede spilleren i alt 409.263 kroner for systemets syv, seks og fem rigtige.
Den dygtige Bet25-kunde havde i to af de syv løb en ugarderet hest.
I andet løb skulle Luv You Schermer vinde, og i løbet efter var det alt eller intet for Ringo Adore. Begge heste vandt, og så var der brede garderinger i de sidste fire løb.
I syvende løb havde frederikshavneren fem heste på kuponen, og især én var valgt heldigt ud. Da Dear Friend krydsede målstregen, var gevinsten hjemme. De to næste heste i mål var ikke på vinderkuponen. Kun Jannah havde givet en større gevinst. Den blev nummer ni.
Selve rækken med syv rigtige gav 318.851 kroner – derefter fulgte sidegevinster af rækker med seks og fem rigtige – de gav henholdsvis 1.744 og 135 kroner stykket.
Lørdag er der igen V75-spil, når Sverige og Norge mødes i en travlandskamp på den svenske Färjestad-bane.