Gå til hoved-indhold
15. februar 2021 - kl. 00.02

Fremgang i erhvervs-afdeling i Frederikshavn

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    Erhvervskundechef i Nordjyske Banks Erhvervscenter Frederikshavn, Peter Tvilling Krøgh: - Vi er rigtig stolte af at være blandt de få banker i 2020, hvor udlånet rent faktisk er steget.
Af: Kanal Frederikshavn

Nordjyske Bank er blandt de få banker, der kan se tilbage på 2020 med en vækst i udlån. Det er en positiv udvikling, som blandt andet er opnået via en flot kundetilgang, der også kan mærkes hos bankens erhvervscenter i Frederikshavn. Her har man det seneste år har oplevet vækst i antallet af erhvervskunder.

Nordjyske Bank har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2020, og heraf fremgår det, at banken samlet set har øget sit udlån med to procent. Endnu bedre ser det ud, hvis man fratrækker statens forlængede frister for indbetaling af moms og skatter, da bankens udlån således snarere er steget med cirka fire-fem procent.

Det er en positiv udvikling, som ikke alene skyldes, at privatkunderne har været aktive med et stort antal hushandler, køb af sommerhuse og lignende, men også at banken samlet set har oplevet en flot kundefremgang i 2020. Den udvikling ses blandt andet hos Nordjyske Banks erhvervscenter i Frederikshavn, hvor man glæder sig over et tilfredsstillende år med erhvervskundetilgang:

- Vi er rigtig stolte af at være blandt de få banker i 2020, hvor udlånet rent faktisk er steget. Det er der flere forskellige forklaringer bag, hvor en af dem er, at vi har haft en kundetilgang i løbet af året. Det gælder ikke alene i forhold til privatkunder, men også erhvervskunder, som vi har oplevet en stor interesse fra, forklarer den nye erhvervskundechef i Nordjyske Banks Erhvervscenter Frederikshavn, Peter Tvilling Krøgh, og fortsætter:

- Det skyldes blandt andet, at vi har et stærkt koncept inden for formuerådgivning og -optimering til erhvervskunder. Det vil vi gerne blive ved med at have, og derfor har vi i 2020 også haft et særligt stort fokus på at videreuddanne vores medarbejdere inden for formuerådgivning målrettet virksomhedsejere, så vi hele tiden udvikler os og sikrer, at vi kan tilbyde den bedste rådgivning – både til vores nye kunder og ikke mindst til vores eksisterende kunder. Og det har uden tvivl – kombinereret med øvrige indsatser – båret frugt.

Peter Tvilling Krøgh fremhæver, at den største del af forklaringen bag den positive udvikling findes i erhvervscenterets stærke team:

- Vi har et utrolig stærkt team bestående af otte medarbejdere, som alle har mange års erfaring med erhvervsrådgivning. Samtidig er alle bosat lokalt, og vi har således et bredt kendskab til lokalområdet og dets erhvervsliv, hvilket er til stor fordel for vores kunder.

Peter Tvilling Krøgh, som tiltrådte posten som erhvervskundechef i Frederikshavn 1. februar 2021, bor selv i Strandby og har 20 års erfaring fra bankverdenen og heraf 10 som erhvervsrådgiver. Han ser frem til nu at stå bag roret i Nordjyske Banks Erhvervscenter Frederikshavn og håber på, at den samme positive udvikling fortsætter ind i 2021:

- Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har ramt nogle af virksomhederne i lokalområdet rigtig hårdt, og her har vi gjort meget for at bevare den tætte kontakt til vores kunder. Men forhåbentlig begynder det at vende her i det første halvår, og vi håber derfor også på, at vi kigger ind i et år med lys for enden af tunnelen, som giver plads til en fortsat positiv udvikling i afdelingen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...