Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
07.06.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Fruen fra Havet i Sæby har fået blåt plaster på

Frontpersonale og forældre i verdens fattigste lande venter stadig på deres stik. En ny kampagne fra UNICEF Danmark skal hjælpe med at forkorte ventetiden.
Har du undret dig over, hvorfor Fruen fra Havet i Sæby har fået blåt plaster på?

 

Mens de fleste danskere kan glæde sig til at være vaccineret mod COVID-19 i løbet af sommeren, står andre bagest i køen: Frontpersonale og forældre i verdens fattigste lande venter nemlig stadig på deres stik.

En ny kampagne fra UNICEF Danmark skal hjælpe med at forkorte deres ventetid. Det støtter flere kunstnere, organisationer og virksomheder, derfor bærer Sæbys galionsfigur Fruen fra Havet nu et blåt plaster på overarmen.

Pandemien er først ovre, når hele verden får vaccinen. Vi har i Danmark prioriteret at vaccinere vores frontpersonale i sundhedsvæsnet som nogle af de første, så de trygt og effektivt har kunnet tage hånd om de syge.

I lande som Indien, Nepal og Sri Lanka er frontpersonale endnu ikke vaccineret, og de ved heller ikke nødvendigvis, hvornår de kan blive det. Men for blot 25 kroner kan danskerne være med til at hele vores sårede verden.

Et UNICEF-blåt plaster skal være med til at markere, at helingen af verden er i gang. Med den globale vaccinationsalliance COVAX, som ledes af WHO sammen med UNICEF, arbejdes der på højtryk for at indsamle midler til indsatsen, men der er lang vej endnu:

- Behovet for COVID-19-vacciner til frontpersonale i hele verden er stadig stort og akut – og det har alvorlige konsekvenser. Derfor arbejder vi aktivt for at vaccinere voksne i de fattigste lande, så de igen kan tage sig af børnene. Men vi kan ikke gøre det alene, fortæller Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF.

UNICEF søsætter derfor en kampagne, hvis symbol er et blåt plaster, der skal fange danskernes opmærksomhed midt i sommer, sol og restaurantbesøg. Stærke støtter som for eksempel DSB, det danske fodboldlandshold, Mads Steffensen, Lykke Friis og mange flere kendte danskere, virksomheder og endda seværdigheder vil i den kommende tid bære et lyseblåt plaster, der markerer støtte til UNICEFs kampagne for COVAX.

Mød kampagnen i Sæby
På Sæby Havn pryder den store hvide galionsfigur "Fruen fra Havet" Nordre Mole. Kunstneren bag galionsfiguren, Marit Benthe Norheim, har gavmildt stillet denne til rådighed for at skabe opmærksomhed om den vigtige indsats:

- Nok er Danmark et lille land, men vi kan gøre en stor forskel ved at forkorte ventetiden for dem, der stadig venter på deres stik i verdens fattigste lande. Det vil jeg og Fruen fra Havet gerne støtte op om, udtaler billedkunstner Marit Benthe Norheim.

Danskerne kan i løbet af sommeren desuden spotte det blå plaster hos DSB og på armen af kendte danskere samt på kendte seværdigheder i hele Danmark.

Danskerne kan hjælpe
Danskerne kan hjælpe dem, der står bagest i køen. For 25 kroner kan danskerne støtte indsatsen og være med til at sikre, at sygeplejersker, jordemødre, læger og andet sundhedspersonale kan få deres stik og i sikkerhed blive ved med at tage kærligt hånd om de syge og udsatte i verdens fattigste lande.

Pr. 15. juni kan det blå plaster købes hos shop.unicef.dk. Ligeledes kan danskerne donere direkte til indsatsen - enten via UNICEFs hjemmeside eller hos 7-Eleven som donationsgaver.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Click Sæby

FOTO: Click Sæby

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close