Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.06.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Gærum: Glade oplevelser giver et godt fællesskab

Se flere fotos under artiklen.
Det er ikke kedeligt at være barn på Gærum Skole og i den aldersintegrerede institution Kernehuset. Her får man én på opleveren.

 

I løbet af de seneste par uger er der foregået rigtigt mange spændende ting - både i og ude af huset, sammen og hver for sig. Der bliver dog ikke gået på kompromis med fagligheden, den spices blot op og gøres mere spiselig for børnene.

Kernehusets vuggestuebørn har haft Krible Krable-tema og børnehavebørnene har blandt andet besøgt Bangsbo Dyrehave samt Gærums Tumleplads.

De yngste skolebørn i 0. klasse har lavet deres egen butik og optrådt med "Fætter Mikkel" og "Livstræet" til morgensamling for hele skolen sammen med 1.-2. klasse.

1.-2. klasse har arbejdet med Snabels Herbarium i dansk og ugler i billedkunst, hvilket ud over naturoplevelser har resulteret i nogle flotte udstillinger, som nu pryder skolens Storrum.

0.-4. klasse har også været aktive og deltog i sidste uge i en fælles fodboldturnering i Ravnshøj sammen med mange andre børn fra distriktet. Nogle gik derfra med en medalje om halsen, men alle havde i hvert fald haft en god dag!

3.-4. klasse har også været alene af sted, hvor turen gik til Sæby. Her besøgte de Sæby Kirke, Museet og Nellemans Have, en dejlig og lærerig dag. 4. klasse afsluttede i torsdags årets svømmeundervisning med fri leg og derefter et besøg i Café Hyggestunden. Det var populært og en god afslutning!

De ældste børn i 5.-6. klasse har arbejdet med "Fra jord til bord" i Madkundskab. En tidlig morgen, kl. 06.00, drog de af sted til Strandby, hvor de besøgte Fiskeauktionen samt en lokal fiskeeksportør og fiskekutter. Efterfølgende gik de i køkkenet, hvor der blev fileteret, stegt og ikke mindst spist lækre, friske rødspætter! Tre dage senere tog de toget til Skagen, hvor de besøgte Kunstmuseet, Vippefyret, Grenen og stranden.

Oplevelser og fællesskab på tværs af årgange vægtes højt i Gærum, og derfor har der også været mange aktiviteter for hele skolen de seneste uger: Der er blevet afholdt Kæledyrsdag for alle børn, ledsaget af mindst én forælder for at holde styr på de små og store venner; Der var alt fra hamstere til marsvin, hunde, kaniner, høns og heste! Det var virkelig et hit og mon ikke succesen gentages næste år?

Et af skolens nøgleord er også tryghed, hvilket blandt andet har betydet, at der i begyndelsen af denne uge var arrangeret "ryste sammen-timer" i de kommende samlæste klasser. Alle er nu lidt mere klar til at rykke et klassetrin op efter sommerferien.

Endelig løb et af årets højdepunkter af stablen i fredag: Hjørring Dyrskue for hele skolen – ja, selv skolelederen var med.  Forældrene arrangerede selv samkørsel til Frederikshavn Station, hvorefter toget gik til stationen i Hjørring og derfra videre i bus til dyrskuepladsen. En fantastisk dag blandt dyr og maskiner for store som små.

Som om det ikke var nok, har Kernehusets Aktivitetsråd og Skolens Støtteforening også været på banen og arrangeret endnu et par gode, fælles oplevelser:

I sidste uge blev der afholdt picnic i skolegården for alle børn, forældre, søskende og personale i vuggestuen, børnehaven og skolen. Der blev spist, sunget, snakket og leget – også med nogle af dem, man måske ikke kendte i forvejen.


I torsdags var der fint besøg af den populære blå bil med den karakteristiske klokke: HjemIs-bilen. Den rullede op foran skolen og uddelte is til alle børn og voksne i Kernehuset og på Skolen. En skøn tradition, som Aktivitetsrådet og Støtteforeningen også er enige om, helt sikkert er kommet for at blive!

Den kommende uge skorter heller ikke på oplevelser, inden skoleåret på fredag rundes af i fællesskab til de glade toner af "Ferie-sangen".

 

BillederTilføj billede


FOTO: Gitte Broholm Mellergaard

FOTO: Gitte Broholm Mellergaard

FOTO: Gitte Broholm Mellergaard

FOTO: Gitte Broholm Mellergaard

FOTO: Gitte Broholm Mellergaard

FOTO: Gitte Broholm Mellergaard

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close