Gå til hoved-indhold
10. marts 2023 - kl. 12.03

Generalforsamling er en 'fest' med mad, øl og vin

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Udover fællesroning om lørdagen har Frederikshavn Havkajakklub kajak-yoga og indendørs træning i svømmehal på programmet henover vinteren.
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Havkajakklub har netop holdt sin tredje generalforsamling i klubbens historie.

- Vi betragter generalforsamlingen som ”en fest”, hvorfor klubben i år var vært ved et bord med smørrebrød fra Emilivejens Slagter efter generalforsamlingen. Dertil var der diverse vine, øl og vand. Når vi betegner det som en fest, var der naturligvis også budgetteret med denne udgift til generalforsamlingen, fortæller formand Hans Chr. Højslet, der sammen med chefinstruktør Michael Eilersen og kasserer Tina Kristoffersen fortsætter som bestyrelse for klubben.

Regnskabet viste indtægter for 128.305 kroner, udgifter for 118.951 kroner og dermed et overskud på 9.354 kroner. I løbet af 2022 har klubben fået diverse sponsorindtægter, hvilket den takker for.

- I løbet af det forgangne år har vi investeret i en ny klubkajak, så vi nu er oppe på at have 20 klubkajakker. Vi har købt yderligere sikkerhedsudstyr i form af walkie-talkies, bugseringsliner, cowtails, løse kompas og lys til kajakkerne til brug i mørke. På den måde videreudvikler vi løbende vores klub, siger Hans Chr. Højslet.

Klubben har nu 48 medlemmer. Ud over de 20 klubkajakker har mange medlemmer selv investeret i en kajak.

- Vi har et etableret samarbejde med en række andre kajakklubber i Nordjylland og benyttet dette samarbejde på forskellig måde, både i form af at være på kursus med nogle af medlemmerne fra disse klubber, holde kursus med erfarne instruktører i vores klub og være på besøg hos flere af de andre klubber, herunder Sæby Roklub og Voersaa Kajakklub. Vi har også deltaget i kajak-polo sammen med Sæby Roklub, siger formanden.

Udover fællesroning om lørdagen har Frederikshavn Havkajakklub kajak-yoga og indendørs træning i svømmehal på programmet henover vinteren.

Næste fællestur går til Silkeborg i bededagsferien, hvor der foreløbig er tilmeldt 28 deltagere. Sommerturen går til Svendborg, hvor der forventes lige så mange deltagere. Derudover vil der blive arrangeret endagsture, således at der er en fællestur hver måned henover sommerperioden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...