19 november. 2022
Gitte og Henrik Strøm til 'afdansningsbal' i Kaunas
Gitte og Henrik Strøm har netop været til "afdansningsbal" i Kaunas i Litauen.
Det lokale dansepar deltog i en international turnering for senior 3
- Det var et slags "afdansningsbal" for os, da det var den sidste turnering i denne række. Efter 1. januar rykker vi ind i en ny aldersklasse efter 10 år i senior 3. Næste række er senior 4, fortæller Gitte Strøm.
Parret havde den glæde at danse finale og få en delt femte-/sjetteplads, hvilket indbringer en placering som nr. 80 ud af 900 par på verdensranglisten.
- Vi er meget glade og fortrøstningsfulde med hensyn til 2023, hvor vi starter senior 4 i Antwerpen i februar 2023, og vi ser så meget frem til VM, smiler Gitte Strøm.