Glem en småfornærmet turistdirektør, Birgit
Per Hjortnæs Pedersen, Sæby, har skrevet dette indlæg: I netavisen bliver vores afholdte borgmester Birgit S. Hansen kaldt visionsløs af turistdirektør Rene Zeeberg.
Det synes jeg er lige grov nok. Borgmesteren har tilladt sig at sige nej til et projekt, turistdirektøren ønsker sig til Skagen.
Jeg har noteret mig, at det er et samlet og enigt økonomiudvalg, som har valgt Royal Run fra, og jeg er ganske enig i beslutningen.
Det samlede Byråd har i sommeren arbejdet med budgetlægning for år 2023, og det har ikke været hverken sjovt eller nemt, idet der skal spares for at få de økonomiske ender til at nå sammen.
Der er blandt andet sparet på kultur, børn og unge, skolen, buskørsel samt på ældreområdet. I en sådan situation er det befriende, at et samlet byråd tager ansvar og træder i karakter, selv om det vil medføre kritik.
Jeg synes, vi har en visionær, dygtig, flittig og hårdt arbejdende borgmester, som har vist, at hun kan formidle et godt samarbejde i byrådet og som også kan træde i karakter.
Fortsæt det gode arbejde, Birgit, og glem en småfornærmet turistdirektør.