Gå til hoved-indhold
15. november 2023 - kl. 16.11

Grundejerforening: Der er tale om genopretning af natur

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

Der er ikke tale om ødelæggelse af klitområde, men om genopretning af natur. Det fortæller Henning Baadsmand i en kommentar til de artikler, som Kanal Frederikshavn bragte tidligere i dag.

Et omkring 150 meter langt område tæt på stranden ved Kæret og Elling Å's udløb er ryddet. Anna Brita Nedergaard er forarget.

- Det er toppen af egoisme, når ejere af luksussommerhuse rydder så stort et område, fordi de vil se de blå bølger, udtalte frederikshavneren, som ofte går tur i området, hvor den sjældne blåhals yngler.

Henning Baadsmand har dog en helt anden udlægning af det arbejde, som er blevet udført af Grundejerforeningen Kærstrand.

- Jeg vil gerne påtage mig ansvaret for, at naturopretningen på ovennævnte område er blevet udført. For en del år siden fik Frederikshavn Kommune foretaget naturopretning med rydning af træer og buske på klitområdet fra Elling til nuværende spang. Grundejerforeningen Kærstrand havde dengang ikke økonomi til at bede entreprenøren fortsætte rydningen. Det har haft den betydning, at arealet uønsket er sprunget i skov, fortæller Henning Baadsmand. 

Arealet er udlagt som Habitatsområde Natura 2000. 

- Ifølge den af Skov- og Naturstyrelsen opsatte planche, som står ved enden af spangen og begyndelsen af klitarealet, står der der bandt andet, at Danmark og hermed Frederikshavn Kommune har påtaget sig at foretage naturpleje, som består i at skabe betingelser for den sjældne dagsommerfugl Hedepletvinge. For at den kan udbredes, kræves det, at planten djævlesbid og andre blomsterplanter får optimale forhold og en gennemsnithøjde på 5 til 25 cm. Og hvad der er godt for Hedepletvinge, er også godt for en lang række andre organismer, anfører Henning Baadsmand.

Han erkender, at det ser voldsomt ud, men ifølge Landbrugsstyrelsens hjemmeside er det den eneste rigtige løsning.

- Der foreslår man også, at der indhegnes til afgræsning for dyr, men det har vi nu ikke tænkt os at gøre, oplyser Henning Baadsmand,

Hvad siger du til påstanden om, at I har ryddet træer og buske for at kunne nyde udsigten fra jeres sommerhuse?

- Klitterne er efterhånden så høje, så det er klitterne, man kan se fra land. Vi er en del stykker, som har set og oplevet udviklingen fra, at Elling Å havde et mudret udløb helt inde, hvor broen over Elling Å er nu, og ud til de klitter, der i dag vokser op til en halv meter hvert år, fortæller Henning Baadsgaard.

Han ser frem til at følge udviklingen i det område, som grundejerforeningen har ryddet.

- Det bliver et fantastisk sted, når mange forskellige planter kommer til at myldre op af det sand, som har været revler for ikke så forfærdelig mange år siden, vurderer Henning Baadsmand.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...