Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.03.2021 | Af: Michael Frederiksen

Gymnasiet hjælper to lokale idrætsklubber

Som den eneste ungdomsuddannelse med egne idrætsfaciliteter kommer Frederikshavn Gymnasium nu med en hjælpende hånd til et par af de lokale foreninger, der normalt træner og spiller indendørs.

 

Allerede inden den delvise genåbning blev offentliggjort i onsdags, kontaktede FfI Håndbold og Frederikshavn Blackhawks gymnasiet for at få en aftale om benyttelse af de udendørs faciliteter. Begge klubber havde regnet ud, at de ikke fik lov at gå i gang med håndbold- og floorballtræningen i denne omgang, og med mange medlemmer trippende i kulissen, var kontakten til gymnasiet nærliggende.

FfI Håndbold havde også under sidste års nedlukning en aftale med Frederikshavn Gymnasium om benyttelse af både beachbane, multibane og crossfitområde. Denne gang må klubben dele med Blackhawks, men formand Peter Laigaard er glad for aftalen:

- Alle indendørs foreninger frygter jo medlemsfrafald, når en hel sæson ryger i vasken, men vi håber, at både dette og andre aktiviteter, vi planlægger, kan mindske frafaldet. Som i sidste corona-periode har Frederikshavn Gymnasium vist sig som "en ven i nøden" for FfI Håndbold.

FfI Håndbold og Frederikshavn Blackhawks deles nu om tiderne, og teknisk servicechef Michael Olesen har fået strikket en god løsning sammen.

- Det er dejligt, at Frederikshavn Gymnasium bakker os op i vores samfundsopgave med både at sikre socialt samvær og fysisk aktivitet, mener Peter Laigaard.

Gymnasiet etablerede de udendørs idrætsfaciliteter for mindre end to år siden, og siden da har eleverne haft stor glæde af dem. Gymnasiet bruger dog ikke selv faciliteterne om eftermiddagen og i weekenden, så derfor er de glade for at kunne hjælpe de mange floorball- og håndboldspillere med at genoptage træningen.

- Samarbejdet ligger lige til højrebenet. De senere år har vi arbejdet hårdt på at styrke båndene til kommunens foreninger og idrætsliv generelt. Det gør vi for eksempel ved at udleje vores faciliteter, ved at udbyde skræddersyede sportstest til klubberne, ved testning af folkeskolens Talentsportsklasser og Privatskolens morgentræningshold, med tilbud om morgentræning til vores elever og som en aktiv del af Sportsakademiet, fortæller uddannelsesleder Jan Bjeldbak.

FfI havde allerede første træning mandag, hvor de mindste spillere var på banen på Barfredsvej.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close