Forsyningen har igangsat nyt maraton-projekt - fuldkommen vanvittigt
Tonny Petersen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: For få måneder siden afsluttede Frederikshavn Forsyning renoveringen af fjernvarmerør over Kragholmen. Projektet bestod mig bekendt i udskiftning af fjernvarmerør ved viadukten over jernbanen.
I uger og måneder var såvel fortov som cykelsti spærret for al trafik. Det medførte dengang store gener for de mange beboere i området, der valgte at kravle over afspærringer og autoværn for at komme forbi af den simple årsag. at der ikke var nogle alternative ruter i nærheden.
Man må undre sig over, at når Forsyningen igangsætter et så langvarende projekt, at man så ikke sikrer, at fodgængere og cyklister kan passere området på sikker vis?
Nu ser det så ud til, at historien gentager sig, for endnu engang har Frederikshavn Forsyning igangsat et af sine maratonprojekter uden hensyntagen til cyklister og forgænger - denne gang på viadukten over jernbanen på Skagensvej.
I et område, der vel må betragtes som et trafikalt knudepunkt i Frederikshavn, og hvor man vel må forvente, at anlægsarbejde har højeste prioritet med hensyn til en hurtig færdiggørelse?
At man går og nøler med renoveringsopgaver i et villakvarter er en ting, men i et trafikeret område som her er det simpelthen ikke i orden.
Projektet har foreløbig været i gang to-tre uger. De første dage stod dyrt lejet materielt stille, inden arbejdet overhovedet gik i gang. Nu er man så i gang med at opgrave et større stykke af cykelstien, alt imens fodgængere og cyklister, heriblandt skolebørn, må ud på den trafikerede vej for at passere området.
Det er fuldkommen vanvittigt!
Har Forsyningen overhovedet ingen fokus på trafiksikkerheden, når man igangsætter sådan et projekt?
Viadukten er stærkt trafikeret - ikke mindst af tung lastbiltrafik - og hverken bilister eller lastbilchauffører er forberedt på, at der pludselig er fodgængere og cyklister på kørebanen!
Kunne man ikke som et minimum have lavet en gul stribe på vejbanen, som markerer en midlertidig cykelsti og som kunne advare bilister om, at der er gående og cyklister på kørebanen?