Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
01.05.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Hellere en god nordjyde end en stor politiker

Bjarne Laustsen er stolt af sit rygte som sogneråds- og enkeltsagspolitiker. Foto: Carsten Thomasen
- Vi har alle vores fejl, og jeg har en stor fejl, nemlig at jeg er for meget nordjyde. Jeg ønsker ikke at blive betragtet som nogen stor politiker, men det vil gøre mig ondt, hvis jeg bliver beskyldt for ikke at være en god nordjyde.

 

Det siger folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), valgt i Frederikshavn-kredsen, i sin 1. maj-tale, som han desværre ikke får mulighed for at holde "på hjemmebane" i Frederikshavn Kommune.

Bjarne Laustsens tale:

Denne 1. maj tale er min 25 jubilæumstale som folketingsmedlem. Desværre kan det jo ikke lade sig gøre at mødes fysisk sammen, som vi plejer i Skagen, Sæby og Frederikshavn, men et mindre fysisk arrangement hos 3F i Terndrup bliver det dog til.

Så det bliver et tilbageblik for Socialdemokratiet, som blev stiftet 15. oktober 1871, så det vil sige, at vi kan fejre 150 års jubilæum i år - kun Venstre er et år ældre, men modsat dem kan vi fejre vores jubilæum med et parti i topform. Vi har i nordjyden Mette Frederiksen i spidsen som statsminister, der har klaret corona-krisen noget nær til perfektion.

Alene de spontane hilsner ”sig til Mette, at hun gør det godt”, og opbakningen er kun gået en vej siden regeringsdannelsen for knap to år siden. Mettes synspunkt om, at blokpolitikken er død, og at det ikke er nødvendigt med de Radikale i regeringen, har betydet, at vores mindretalsregering kan samarbejde bredt i Folketinget, tror jeg de fleste, kan være tilfredse med.

Den første prøve på, hvor vi står, får vi til det kommende regions- og kommunalvalg. Jeg er ikke i tvivl om, at de kommunale nok skal få et godt valg, men de gode S-folk i regioner bør også belønnes, for de har i sandhed klaret det til UG kryds og bolle. De har løst corona-pandemien flot. Tænk blot på, at de borgerlige ville sende de folkevalgte på porten og erstatte dem af professionelle bestyrelser.

Men det er utrolig vigtig med folkevalgte til at styre vores sundhedsvæsen. De kan og vil sikre ligheden og ikke mindst, at der altid er lige og fri adgang til hjælp også regionalt.

Vi får ofte skyld for, at hvis noget er gået galt, er det Socialdemokratiets skyld. Det er udødeliggjort af Egon Olsen (Olsen Banden) vredesudbrud. Og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere. Talentløse skiderikker, impotente grødbønder og socialdemokrater!

I hvert fald påtager vi os gerne rollen som det parti, der har haft størst indflydelse på velfærdssamfundet. Det, at vi alle er en del af fællesskabet og betaler en forholdsvis stor skat, har en pæn og velfungerende sektor som er med til at sikre den skandinaviske velfærdsmodel og mindske uligheden og give ret til uddannelse, arbejde, bolig og sundhed. I Danmark behøver du ikke være født med en sølvske i munden for at blive til noget.

I de perioder, hvor vi ikke har kunnet mønstre et flertal, har de borgerlige altid forsøgt at nedbryde, hvad vi har bygget op, sådan var det også med efterlønnen og dagpengene, hvor vi nu har fået et mere retfærdigt system, omend at dagpengedækningen kunne være bedre, men det er trods alt lykkedes at få en ret til tidlig pension for Arne og alle hans kollegaer, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv.

I dag er det først og fremmest den grønne dagsorden, der skal sættes. Uanset hvad vi gør, skal vi tænke klima og miljø ind i vores dagsorden, når vi skal producere for eksempel fødevarer, anlægge veje eller bygge huse. Det skylder vi næste generation. Det er lige så vigtigt som alle de andre socialdemokratiske mærke sager.

Jeg har stort set lige siden, jeg kom i lære som maskinarbejder på Norden i Aalborg i 1971 altid været valgt til et tillidshverv enten i fagbevægelsen eller partiet. Vi mennesker har fået to ben at gå på. Det ene er fagligt og det andet er politisk. Det drejer sig om at tage stilling og melde sig ind, hvis du vil gøre en forskel. Det er der desværre alt for mange, der ikke gør, og det svækker fællesskabet.

Rigtig meget er lykkedes de sidste 25 år. Jeg har taget mange sager op - både store og små. De fleste fra Nordjylland, og det givet mig et rygte som sogneråds- og enkeltsagspolitiker. Det er jeg stolt af.

Til gengæld er jeg taknemlig for at få lov til at repræsentere Nordjylland. Jeg ved, at gode kollegaer har væddet om, jeg kunne holde en tale i Folketinget uden at nævne noget om Nordjylland. Jeg tror, det lykkedes de fleste gange, selvom det var svært, når talen var om Mauritius lige at få sagt lidt om fiskepigerne fra Læsø.

Vi har alle vores fejl, og jeg har en stor fejl, nemlig at jeg er for meget nordjyde. Jeg ønsker ikke at blive betragtet som nogen stor politiker, men det vil gøre mig ondt, hvis jeg bliver beskyldt for ikke at være en god nordjyde.

Forsat god 1. maj.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Carsten Thomasen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close