Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
25.04.2021 | Af: Michael Frederiksen

Hindbærsnitter, kaffe og 1-0 til Bangsbo Freja

Bangsbo Frejas U15-drenge vandt 1-0 over FS Holstebro i Liga 2A, da Kanal Frederikshavn lørdag eftermiddag tog en lille afstikker fra Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Faktisk et ret imponerende resultat.

 

FS Holstebro er nemlig en overbygning for fire klubber, blandt andet 2. divisionsklubben Holstebro Boldklub. I puljen findes også FC Salling, som er et samarbejde mellem Højslev St. IF, Skive IK (1. division), Ørslevkloster IF, Stoholm IF, Spøttrup Sport & Motion og Roslev IK. Topholdet Randers Freja har superligastatus.

Bangsbo Frejas førstehold spiller derimod i serie 5. Det viser meget godt, at Bangsbo Freja er et atypisk hold i dette fine selskab. Samarbejde på ungdomssiden er desværre en by i Rusland i denne del af landet.

En stærk forældregruppe kæmper for at skabe de absolut bedste rammer for spillernes udvikling. Inden denne sæson hentede man træner Jonas Serup i AaB, og han er i gang med at indføre en ny spillestil med højt pres. Den gav pote mod FS Holstebro, som kom til Frederikshavn med en noget passiv og forsigtig indstilling.

Det blev straffet af Bangsbo Freja, der fuldt fortjent vandt med 1-0 på et mål scoret i første halvleg af Ebbe Bang Frandsen, som fint blev stukket i dybden af Mikkel Hessellund.

Første halvleg var chancefattig. Efter pausen havde hjemmeholdet flere muligheder for at lukke kampen definitivt, mens FS Holstebros første reelle chance i kampen opstod i det sidste minut. Heldigvis for Bangsbo Freja reddede Zidane Idriz til hjørnespark.

1-0 til Bangsbo Freja. De tre point bringer frederikshavnerne op på fjerdepladsen med seks point for fem kampe.

Vi kårede forsvarsspileren Kasper Jerup til Kampens Spiller. Se interviewet med ham i videoen over denne artikel. Han afslører blandt andet den superligaklub, som han drømmer om at få kontrakt med.

Kanal Frederikshavns udsendte takker for den fine behandling på "Danmarks bedste udebane", som Bangsbo Freja kalder sin hjemmebane. Vi blev både budt på hindbærsnitter og kaffe i termokrus.  

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close