Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
07.01.2021 | Af: Michael Frederiksen

Hjælp Henrik - han mangler en bådebygger

- Hjælp mig. Jeg mangler en frivillig bådebygger til Ellingåskibet, siger Henrik Buchholtz.
Finder Henrik Buchholtz ikke en frivillig bådebygger senest i foråret, dropper han projektet med at bygge en ny udgave af Ellingåskibet i samme størrelse som det unikke middelalderskib fra 1163.

 

- Vi har ledt og ledt efter den rigtige person, men vi kan simpelthen ikke finde den bådebygger, skibstømrer eller dygtige håndværker, som vi har brug for, udtaler Henrik Buchholtz på en råkold januar-dag, hvor han har inviteret Kanal Frederikshavn ud på Grundtvigsvej 38 i Elling.

Det er her, at Henrik Buchholtz vil bruge to et halvt år på at bygge en kopi af Ellingåskibet, som blev fundet i 1922 i forbindelse med bygningen af en jernbanebro til en ny linjeføring for Skagensbanen.

Foreningen Ellingåskibet har skaffet de 400.000 kroner, som det koster at bygge skibet. Der er også lavet en aftale med Frederikshavn Kommune om, at 15 unge mennesker på Værkstedet på Knivholtvej skal hjælpe med at bygge skibet. De glæder sig og venter utålmodigt på at komme i gang.

Planen er, at skibet skal bygges i et vikinge-langhus på den store græsplæne på FDF Ellings gamle grund, som i dag ejes af SEIF Håndbold. Henrik Buchholtz fortæller levende, hvordan han forestiller sig, at området kommer til at se ud i byggefasen.

- Processen er i mine øjne lige så vigtig som det færdige resultat. Vi skal lave levende historisk formidling. Børnene skal have en vikingeoplevelse, når de kommer for at se det gamle skib blive bygget. Der skal være vagttårne, fakler, bål og fægteområde, smiler Henrik Buchholtz.

Ellingåskibet er 14 meter langt og fire meter bredt, men vikinge-langhuset skal være 20 meter langt og 10 meter bredt, så der er plads til børn og andre gæster, som ønsker at se og høre mere om Ellingåskibet, som - når det er færdigt - får plads i Strandby Havn, hvor ambitionen er, at det skal fungere som skoleskib. Henrik Buchholtz har nemlig et blødt hjerte for de børn, der ikke har de samme muligheder som mange andre børn og unge.

Henrik Buchholtz var i mange år en af Danmarks bedste brydere i sin vægtklasse. Han har endda deltaget ved VM i sumobrydning i Japan. Han er god til at udtænke idéer og gennemføre dem. Robin Hood på Knivholt, Pudekamp i Arena Nord og Parkour på Knivholt er tre konkrete eksempler. Bygningen af Ellingåskibet er ét af flere projekter, som han "hygger sig med" i fritiden. Og nu SKAL næste skridt tages. 


- Vi begyndte at samle penge ind i 2018, men vi bruger dem ikke, før vi ved, at vi har den bådebygger, skibstømrer eller dygtige håndværker, som er en afgørende forudsætning for, at projektet gennemføres. Jeg vil elske at klippe den røde snor på en varm forårsdag, hvor pladsen herude er fyldt med sponsorer, børn, pølser over bålet, fakler med mere, smiler Henrik Buchholtz.

Men deadline nærmer sig. Foreningen Ellingåskibet sender de indsamlede penge tilbage til sponsorerne, hvis byggeriet af Ellingåskibet ikke kommer i gang på denne side af sommerferien.

- Det vil være ærgerligt og gøre ondt, men jeg skal nok komme videre, for jeg har gjort alt, hvad jeg kan. Mere kan man ikke forlange. Sådan havde jeg det også, når jeg tabte en brydekamp.

Henrik Buchholtz fortsætter sin rundvisning, og vi er nu gået ind i FDF Ellings gamle garage. Her skal der være en stor varmekasse, hvor egetræet dampes, så det kan formes i byggefasen. I et andet rum er der fyldt op på hylderne med ting, som skal bruges, når børnene kommer til Elling for at få levende historie-undervisning.

Der er ikke råd til at ansætte en professionel bådebygger. Vedkommende - måske skal der være to eller tre - skal arbejde frivilligt. De skal ikke være der 37 timer om uger. Planen er måske tre-fire timer nogle dage om ugen. Og de får hjælp af unge mennesker (og deres to ledere), som endnu ikke er kommet i gang med en uddannelse.

- Jeg garanterer masser af kaffe på kanden og kage, lover idémanden, der træffes på 22 60 00 27, hvis du kender en person, der kan hjælpe ham.

XL-Byg Elling og Sparekassen Vendsyssel er de to største bidragsydere i projektet. 

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close