Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.05.2020 | Af: Andreas O. Hansen

Hjemsendt skoleelev ikke corona-smittet

Et barn fra Frydenstrand Skoleafdeling i Frederikshavn blev i går sendt hjem på grund af mistanke om smitte med ny coronavirus. Barnet er nu blevet testet, og testen er negativ.

 

Ledelsen på Frydenstrand Skoleafdeling blev i går gjort opmærksom på, at en elev muligvis var smittet med ny coronavirus. Skolen reagerede øjeblikkeligt i henhold til Frederikshavn Kommunes beredskabsplan for skolerne i sådanne situationer, som detaljeret beskriver proceduren, når der er mistanke om, at et barn er smittet med coronavirus.

Barnet er nu blevet testet for ny coronavirus. Og testen har vist sig at være negativ.

Det er meget betryggende at se, hvor hurtigt og effektivt skolen reagerede, da man blev orienteret om den potentielle smitte. Og det er jo en dejlig nyhed, at eleven heldigvis ikke er smittet med coronavirus, siger skolechef i Frederikshavn Kommune Anette Nedermark.

Da ledelsen i går blev orienteret om det mulige smittetilfælde, blev den pågældende elev straks hjemsendt, og de andre elever forlod lokalet sammen med deres lærer, hvorefter dette blev rengjort og sprittet af som specificeret i Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Personalet på Frydenstrand Skoleafdeling har fulgt den relevante beredskabsplan til punkt og prikke for på bedste vis at minimere risikoen for eventuel smittespredning.

Beredskabsplanen er udarbejdet for at sikre, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer bliver fulgt i situationer med et muligt smittetilfælde. Straks efter at den pågældende elev var sendt hjem, orienterede ledelsen klassekammeraterne og de relevante medarbejdere og instruerede dem i, at de i den kommende tid skulle være opmærksomme på eventuelle symptomer på sygdommen Covid-19.

Forældrene til eleverne i den pågældende klasse blev ligeledes informeret via AULA og blev opfordret til at holde øje med eventuelle symptomer hos deres børn. De blev desuden oplyst om, at de skulle holde deres barn hjemme, hvis de registrerede mulige symptomer og kontakte egen læge.

Det er naturligvis en skræmmende og ubehagelig oplevelse for eleven, dennes familie og ikke mindst klassekammeraterne. Men hvis der er kommet noget positivt ud af episoden, så er det, at vi har fået testet vores beredskab og fundet det effektivt, siger Anette Nedermark.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Arkiv

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close