Hverdagspoesi af bedste skuffe i Maskinhallen
Jeg skal indledningsvis indrømme, at jeg aldrig før havde hørt om Karl Kristian - til trods for, at han faktisk har været en del musikscenen siden 2019, hvor han debuterede med singlen "Hvide Sande" og fik Autors Hæderspris i 2022. Han har udgivet to albums og har et tredje på vej. Torsdag aften lagde han så vejen forbi Maskinhallen ledsaget af De Store Drenge, som er Palle Hjorth på keys og harmonika, Søren Poulsen på trommer og percussion og Henrik Poulsen på bas. Karl Kristian selv står for vokal og guitar(er).
Karl Kristian, der stammer fra Hvide Sande, introducerede sig selv og bandet De store Drenge, der fik navnet, fordi det er nogle af de store drenge i dansk musik. Han havde overvejet Karl Kristian og Ældrebyrden – de store drenge er noget ældre end ham selv – men det faldt ikke i god jord, LOL.
Bandet lagde ud med Fyr i det mørke - en sang om, hvordan skiftet fra vestkystens Hvide Sande til storbylivet naturligt kan medføre splittethed. I det hele taget fylder dobbeltheden mellem det tilsyneladende enkle liv i udkanten og storbyens hektiske liv en del i Karl Kristians fine sange. Det er hverdagspoesi af bedste skuffe.
Der var flere sange, der behandlede den tidlige kærlighed, hvor det viste sig, at alt ikke var som en Film fra Næsbygård. Superhelt var hyldest til de mange børn/unge med særlige udfordringer og dem, der underviser dem (Karl Kristian tog en uddannelse som pædagog). En smuk og følsom sang. Tilbage lidt frem var en overvejende akustisk sang om en gåtur gennem barndomsbyen og hvordan det for eksempel føles at stamme fra en fiskerby og så ikke kunne lide fisk og idet hele taget at komme videre.
Tvivlen er kommet for at blive med Karl Kristian alene på akustisk guitar ledsaget af Palle Hjorth på harmonika handlede om opvæksten i et indremissionsk familiemiljø, og hvor dobbeltheden i Hvide Sande blev anskueliggjort med placeringen af et værtshus lige overfor kirken.
Musikken var en god vekslen mellem blide akustiske toner og mere pågående rock. Søren Poulsen lagde en elegant og diskret trommelyd på numrene, mens Henrik Poulsens fine diskante plekterspil på bassen tilførte numrene en spændstig lyd, der ikke ville være opnået med en traditionel fuldtonet dyb bas. På højre side af scenen indrammede Palle Hjort numrene i vanlig indlevelse med keyboardets mange lydmuligheder. Karls Kristian selv trakterede selv adskillige guitarer, inklusiv en dobbelthalset elguitar - 12-strenget og 6-strenget.
Aftenen sluttede med en af de nye sange Før jeg sover ind fra et kommende album– en smuk hyldest til et familiemedlem, der nåede at høre sangen, inden han gik bort.
Inden bandet kom i gang, var der opvarmning med Jens Stål, der også sang om hverdagslivet, men på en noget mere manieret facon end Karl Kristian. Selvom der ikke var så mange numre, fik Jens Stål dog demonstreret, at han var en særdeles habil guitarspiller på den halvakustiske Gibson.
Det var en aften, man gik fra med en dejlig følelse af, at Udkantsdanmark er leveringsdygtigt i meget fint sangmateriale.
