Hvorfor er det mødre, der føler og tillægges skyld for børns psykiske mistrivsel
Onsdag 22. november kl. 19.30 holder SIND Frederikshavn foredrag på Frederikshavn Bibliotek med forfatter og pårørendementor Dorthe Stieper.
Dorthe Stieper har tidligere været i Frederikshavn med sit foredrag "Autismemødre". Denne gang tager hun udgangspunkt i sin seneste bog "Er det mors skyld?"
Hun fortæller om undersøgelser, hvor primært mødre føler og tillægges skyld for deres børns psykiske mistrivsel. Men hvorfor er det sådan? Det gør Dorthe Stieper de fremmødte klogere på.
Hun kommer også ind på, hvad skylden gør ved mødrene, relationen til barnet og samarbejdet om at få barnet i trivsel.
Det fortælles endvidere om, hvordan mødrene, pårørende og fagprofessionelle tackler "mor-skylden".
Dorthe Stieper har en baggrund som journalist og forfatter, men har siden 2017 arbejdet som pårørendementor for blandt andet forældre til børn (i alle aldre) med psykisk sårbarhed og særlige behov. I sit arbejde støder hun på problematikken igen og igen.
I sin nye bog interviewer hun 11 fageksperter med kompetent viden og markante holdninger i jagten på at finde ud af, hvad blandt andet psykologien, lægevidenskaben og køns- og kulturforskningen har at sige.
De faglige eksperter er Lennart Pedersen, Susan Hart, Dion Sommer, Merete Nordentoft, Per Schultz Jørgensen; Bettina Post, Emilia van Hauen, Ulla Rung Weeke, Lars J. Sørensen, Nina Tejs Jørring og Preben Kok.
- Der er kun få billetter tilbage til foredraget på onsdag, oplyser den lokale SIND-formand Rikke Rugholt.