Gå til hoved-indhold
11. september 2020 - kl. 00.09

I aften i Sæby: Der bliver skrevet fodboldhistorie

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Simon Casper blev kåret til Kampens Spiller, da Sæby for to uger siden fik point mod Vejgaards nedrykkere.
Af: Michael Frederiksen

Der skrives fodboldhistorie i aften i Sæby. For første gang nogensinde skal IF Skjold Sæby spille en hjemmekamp i Danmarksserien med lys på.

Opgøret mellem IF Skjold Sæby og Kjellerup IF er Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Det betyder, at Kanal Frederikshavn liveopdaterer fra Sparekassen Vendsyssel Arena, kårer Kampens Spiller, som får en lækker T-shirt fra Diadora, og laver en reportage fra kampen.

Kjellerup IF, som ligger lidt nord for Silkeborg, er endnu en svær modstander. Holdet er ubesejret efter tre runder. Dermed er det tredje hjemmekamp i efterårssæsonen, hvor IF Skjold Sæby møder et formodet tophold.

- Ja, der er ingen tvivl om, at der venter os endnu en svær opgave i aften. Vi kommer til at møde det hold i puljen, som nok er bedst spillende. De har en meget offensiv tilgang til spillet, og de er dygtige til at bryde modstanderen ned gennem deres boldbesiddelse. Vi skal være afklarede med præmissen om, at vi måske ikke kommer til at være så meget på bolden, som vi ønsker, og så skal vi være klar til at arbejde stenhårdt og koncentreret. Der er ingen tvivl om, at vi skal se en toppræstation fra hele holdet for at have en chance for at få point, siger Sæby-træner Nikolaj Dorff.

I leverede senest en fin indsats (1-1) mod Vejgaards nedrykkere fra 2. division. Hvad kan I bruge det til i aften?

- Vi kan bruge indsatsen mod Vejgaard til at minde os selv om, at grundlaget for en god præstation er til stede, når vi holder fokus på de opgaver, vi skal løse - og samtidig er 11 spillere på banen, der vil arbejde sindssygt hårdt for hinanden, udtaler Nikolaj Dorff.

Mens de lokale seriehold allerede har spillet seks kampe, står IF Skjold Sæby, der var oversidder for en uge siden, blot noteret for tre kampe.

- Jeg synes ikke umiddelbart, at vi savner kampe. I forhold til at forberede sig til kampe og bygge på formmæssigt passer det meget fint med en enkelt kamp om ugen. Når det er sagt, er jeg ikke specielt begejstret for at være oversidder, som tilfældet var i weekenden. Det kan godt have en indflydelse på kampformen, og når man skal møde et hold som Kjellerup, så er tempo og intensitet noget helt andet end i træningerne. Jeg ville helst have spillet i foregående weekend, hvis jeg kunne vælge, siger Sæby-træneren.

Dommer Andreas Rosander Andersen fløjter opgøret mellem IF Skjold Sæby og polakken Krzysztof Popczynskis midtjyske mandskab i gang kl, 19.00.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...